100 lastbiler har kurs mod Christiansborg for at demonstrere mod forslaget om en klimaafgift for lastbilchauffører. Forslaget vil ramme helt forkert, lyder kritikken.

Chauffører demonstrerer mod forslag om kørselsafgift

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Trafikken i Storkøbenhavn blev denne påskestille tirsdag afbrudt af i alt 100 lastbiler og sættevogne med og uden gods. Langs vejen på Børsgade ved Christiansborg holder lastbilerne i krydset, og det fortsætter, hvis man vender blikket ned ad gaden. Flere dytter, og desuden er alle tre spor på gaden foran Christiansborg optaget af lastbilerne.

Lastbilchaufførerne er her alle af én grund, nemlig for at demonstrere mod en ny afgift, der skal gøre det grønnere at køre lastbil.

»Det her har ikke noget med miljø at gøre. Den optimale løsning vil være, hvis man fra regeringens side i stedet lægger 3o øre på på dieselafgiften. Vi vil gerne gøre alt, hvad vi kan, for at blive grønne, men det her rammer helt forkert«, siger Benny Nielsen, som er arrangør af demonstrationen og direktør i Fredsø Vognmandsforretning i Nordjylland.

Demonstrationen sker på baggrund af en politisk aftale, som siden hen er blevet justeret og nu er stadfæstet af SVM-regeringen. Aftalen betyder, at en vejskat skal indføres for lastbilkørsel, der skal måle kørslen pr. km.

Chauffør fra RK Transport Nicholai Rosendahl mener, at man ikke er langt nok fremme i produktionen af lastbiler, der kan køre grønt til, at man kan gennemføre forslaget:

»Jeg synes, at man skulle videreudvikle sådan noget som brint og gas, så vi også er med til den grønne omstilling«, siger han og fortsætter:

»Men jeg synes, det er forkert at tvinge det ned over hovedet på os på den her måde, når vi ikke er langt nok fremme i produktionen med det«.

Forslaget møder kritik

Helt konkret kommer den nye afgift til at betyde, at det fra 2025 vil blive dyrere for vognmænd at have deres chauffører til at køre i benzin- eller dieseldrevne lastbiler på flere veje i Danmark. Frem mod 2030 vil det blive endnu dyrere og omfatte alle offentlige veje i det danske vejnet.

Forslaget møder kritik fra brancheorganisationen DI Transport, der mener, at det vil gå ud over konkurrenceevnen og dermed forbrugerne. Dansk Erhverv peger på, at afgiften vil gøre det dyrere at drive transportvirksomheder i Danmark, og at det desuden vil gå særligt ud over yderområderne.

Ifølge DI Transport kunne en løsning være at øge diesel- og brændstofafgifterne og fjerne afgifter fra grønne brændstoffer eller give tilskud til grønne lastbiler. Fra regeringens side har man afvist den idé med ordene om, at det kun vil føre til, at flere tanker, når de kører over grænsen.

Chaufførerne holder langs Christiansborg Slotsplads, Børsgade, Slotsholmsgade og inde i Rigsdagsgården.

Københavns Politi oplyser, at trafikken stadig kan fungere, og at der kun er tale om Børsgade, der er spærret på grund af demonstrationen. For biler, der skal passere, er det muligt at køre ad andre veje udenom.

Trine Bjørn Egede

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her