Ifølge TV 2 og B.T. har den 32-årige mand, som er sigtet i sagen om bortførelsen af en 13-årig pige, ejet en bil, som ligner den, som har været efterlyst i sagen om Emilie Meng.
Manden skal have ejet en sølvgrå Hyundai i30 fra 2016 til 2021.
»Det betyder ikke, at det er den samme gerningsmand. Det betyder, at der er en mulighed for, at det kan være den samme. Det er jeg helt sikker på, politiet er i gang med at undersøge og finde ud af«, siger tidligere efterforskningsleder ved Københavns Politi Jens Møller til TV 2.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi efterlyste i juli 2016 en bil, som var set på Korsør Station. Vurderingen var, at der kunne være tale om en lys Hyundai i30, men billederne var af dårlig kvalitet.
Politiet understregede, at det ikke var sikkert, at bilen eller dens fører havde relation til sagen. Men den var blevet set ved stationen samme aften, hvor Emilie Meng sidst blev set i live.
TV 2 har søgt i Bilbogen, som er et centralt register under Tinglysningsretten. Her kan man ifølge mediet se, at den 32-årige mand har registreret gæld i en sølvgrå Hyundai i30 i maj 2016.
Ifølge Bilbogen havde den sigtede mand gæld i bilen frem til 2021.
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi afviser at kommentere på de to mediers oplysninger om bilen.
De afviser også at kommentere på, hvorvidt de stadig leder efter bilen i relation til Emilie Meng-sagen.
Mai-Brit Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Emilie Mengs mor, har til B.T. fortalt, at politiet overfor hende har bekræftet, at de også i den sag efterforsker den 32-årige.
ritzau


























