Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er færdig. Allerede fredag gik Lizette Risgaard på orlov, men godt et døgn senere må hun erkende, at tilliden til hende er væk.

Lizette Risgaard trækker sig som formand

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Efter flere turbulente døgn trækker Lizette Risgaard sig som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Det skriver hun på Facebook. Det sker efter, at der er rejst anklager mod hende om upassende adfærd.

»For mig har det også altid været afgørende, at fagbevægelsen og vores kamp står forrest. Men nu kan jeg konstatere, at de oplysninger, som bliver spredt fra flere sider, står i vejen for den kamp. Derfor har jeg besluttet at trække mig som formand for FH. Det har været én af de sværeste beslutninger i mit liv«, skriver Lizette Risgaard.

Samtidig retter hun skytset mod dem, der trods en aftale om at gennemføre en advokatundersøgelse har trukket støtten til hende.

»Aftaler er jo som regel noget, vi sætter højt i fagbevægelsen. Men allerede fredag eftermiddag stod det klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle. Det er jeg utrolig skuffet over«, skriver hovedpersonen, der er en af de mest magtfulde kvinder i landet.

I første omgang så det nemlig ud til, at Lizette Risgaard kunne blive siddende som formand. Det besluttede forretningsudvalget i FH på et ekstraordinært møde fredag morgen, efter at anklagerne torsdag kom frem, og Lizette Risgaard undskyldte sig. Forretningsudvalget besluttede, at Lizette Risgaard kunne blive siddende, mens en advokatundersøgelse skulle endevende hendes grænseoverskridende adfærd.

Ti mænd har fortalt om deres oplevelser

Ti mænd har i flere medier fortalt, at Lizette Risgaard har udsat dem for uønskede berøringer. De har fortalt, at hun har taget dem på røven og på anden vis har overskredet deres grænser.

På grund af hendes position har de haft svært ved at finde ud af, hvad de skulle gøre, men anonymt har 10 mænd fortalt Ekstra Bladet og Berlingske om deres oplevelser. To af dem har også anonymt fortalt Politiken, hvad de havde oplevet.

Den ene, der i 2021 arbejdede som konsulent i FH, har fortalt, hvordan Lizette Risgaard klappede ham tre gange i røven, da han efter en middag sagde farvel til sin formand og gav hende et kram.

Og det var ikke første gang, at han oplevede en nærgående formand. Manden fortæller, at han også oplevede en upassende formand, da han som 21-årig studentermedhjælper deltog i en julefrokost.

Da han sammen med nogle andre studentermedhjælpere var på dansegulvet, kom en tydeligt beruset Lizette Risgaard ud på gulvet og dansede meget tæt på ham. Da han trak sig væk fra hende, sagde hun: »Årh, hold dog op!«.

Lizette Risgaard kom medierne i forkøbet

Sagen brød i medierne torsdag aften, da Lizette Risgaard - også på Facebook - annoncerede, at flere medier var på vej med historier om hendes opførsel. Samtidig indkaldte hun FH’s forretningsudvalg til møde fredag morgen.

Men trods beslutningen på mødet om at sætte gang i en uvildig undersøgelse, pippede der allerede samme dag flere kritiske røster frem, idet en stribe forbund, der er repræsenteret i forretningsudvalget, trak støtten til Lizette Risgaard.

Først tonede en stribe ungdomsforbund rent flag og udtalte, at Lizette Risgaard måtte trække sig, og siden fulgte flere forbund efter og erklærede, at de havde mistet tilliden til Risgaard.

Mest markant var det, at Anja C. Jensen, formand for et af de største fagforbund, HK, fredag eftermiddag trak den støtte, hun havde givet Lizette Risgaard på mødet i forretningsudvalget om morgenen. Anja C. Jensen begrundede blandt andet sit holdningsskifte med, at hun havde fået flere nye beretninger i indbakken om grænseoverskridende opførsel fra Lizette Risgaard, ligesom det havde gjort indtryk på hende at tale med nogle af de forurettede.

I løbet af fredag eftermiddag og aften trak i alt fire forbund støtten fra Lizette Risgaard. Ud over HK var det Teknisk Landsforbund, Danmarks Lærerforening og Kost- og Ernæringsforbundet. Fredag aften besluttede Lizette Risgaard så at gå på orlov.

Kritik fortsatte trods beslutning om orlov

Men det var ikke nok. Lørdag trak yderligere to forbund – Dansk Socialrådgiverforening, Farmakonomforeningen – også deres støtte og udtalte, at de havde mistet tilliden til Risgaard, ligesom Anja C. Jensen fra HK lod forstå, at hun mente, at Risgaard burde gå af.

Også tre forbund, der ikke er medlem af FH’s forretningsudvalg – Frie Skolers Lærerforening, Dansk Skuespillerforbund og Dansk Musiker Forbund – valgte lørdag at trække støtten til formanden.

Lørdag eftermiddag blev forretningsudvalget så igen med meget kort varsel indkaldt til et møde, der strakte sig til den anden side af midnat, hvor FH meldte ud, at der ikke var trukket nogen beslutning. Men søndag morgen omkring klokken 8 lagde Lizette Risgaard så et opslag på Facebook, hvor hun bedyrer, at hun trækker sig som formand for FH.

Det er ud fra Lizette Risgaards opslag ret tydeligt, at hun føler sig uretfærdigt behandlet.

»Jeg synes, jeg har skullet lægge øre til meget de seneste døgn - også meget, som jeg mener ikke er rigtigt. Jeg vil ikke gennemgå sagen her, men overlade det til advokatundersøgelsen hos Kromann/Reumert«, skriver hun og fortsætter:

»Og så blot stilfærdigt minde om, at ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som det, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen. Det mener jeg særligt journalister og medier bør tænke over«.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her