På parkeringsplads ved supermarked i Kalundborg blev tre mænd skudt ned i en hævnaktion. To af dem døde.

Fældet af gruppechat: To mænd får livstidsdomme for at planlægge dobbeltdrab i Kalundborg

I november 2020 blev to mænd dræbt af skud ved Meny i Kalundborg. Tirsdag blev to mænd kendt skyldige i at have medvirket til planlægningen af dobbeltdrabet. Sidste år blev fem mænd idømt livsvarigt fængsel for drabene. Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
I november 2020 blev to mænd dræbt af skud ved Meny i Kalundborg. Tirsdag blev to mænd kendt skyldige i at have medvirket til planlægningen af dobbeltdrabet. Sidste år blev fem mænd idømt livsvarigt fængsel for drabene. Foto: Aleksander Klug/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De to dømte i nedenstående artikel blev efterfølgende frifundet i landsretten. Læs mere her.

To mænd fra bandemiljøet idømmes tirsdag fængsel på livstid for medvirken til dobbeltdrab i Kalundborg i november 2020. Kendelsen er afsagt af Retten i Holbæk. Den ene, som har britisk statsborgerskab, udvises. Den udviste er født i Danmark og har sin familie og to små børn her. I dommen indgår også et opholdsforbud i 10 år i Kalundborg Kommune, områder på Amager, Nørrebro i København samt områder i Frederikssund og Helsingør.

De to dømte var ikke selv til stede, da der blev affyret flere skud mod mænd fra en gruppe, der kaldes Sydkystgruppen, på en parkeringsplads ved supermarkedet Meny i Kalundborg. Til gengæld deltog de i forberedelsen, som foregik i en gruppechat på krypterede telefoner på beskedtjenesten Sky ECC, fastslår nævninge og dommere.

»De indtog ledende og instruerende roller«, siger retsformanden, da han gennemgår kendelsen, der blev overværet af flere end 30 tilhørere i retslokalet.

Den ene af de tiltalte var ansat som mentor for sårbare unge i Silkeborg, da drabene blev udført. Hassan Ali Sattar og Tayyab Ahmad mistede livet, mens en tredje overlevede.

Af gruppechattens beskeder fremgår det, at der skulle medbringes mindst fire skydevåben. Ved skyderiet blev to af ofrene ramt i hovedet og afgik ved døden. En tredje blev såret og overlevede.

»Jeg dræbte tre«.

»Jeg tog tre, bror«.

»Ligesom Counter-Strike«.

»Vi har vores hævn«, blev der skrevet af en af gerningsmændene i gruppechatten.

Fem idømt livstid for drabene

Sidste år blev fem andre mænd fundet skyldige i at udføre drabene og idømt fængsel på livstid. Tirsdagens afgørelse angår altså to mænd med ledende roller i sagen.

Alle de syv dømte har forbindelse til banden Loyal To Familia (LTF), og specialanklager Anja Lund Liin noterer efter retsmødet, at sagen er ekstraordinær. På stående fod kan hun ikke komme i tanke om andre sager, hvor så mange har fået livstid.

»Jeg er ekstra glad for, at vi har fået fat i bagmændene«, siger specialanklager Anja Lund Liin om dommen .

Begge mænd, der blev dømt tirsdag, er henholdsvis 31 og 34 år, har nægtet sig skyldige. Begge har også sagt, at de havde forladt Loyal To Familia, da drabene fandt sted, men den forklaring afvises af retten, som mener, at de deltog i forberedelsen og planlægningen af drabene i en gruppechat fra 30. oktober og to uger frem. Forbrydelsen var angiveligt hævn for en kidnapning, der var overgået et medlem af LTF 30. oktober.

I en kort tale til retten sagde specialanklager Anja Lund Liin, at der ikke kunne være tvivl om sanktionen.

»Der er én straf og kun én straf, der kan komme på tale«, sagde hun og betegnede forbrydelsen som en ren likvidering.

Europol knækkede koden

Helt centralt for efterforskningen har været politiets adgang til beskeder mellem flere profiler på Sky ECC. Europol knækkede koden til den krypterede tjeneste, hvilket i 2021 ledte til flere hundrede ransagninger i blandt andet Holland og Frankrig, da politiet havde kunnet følge med i de kriminelles beskeder.

Ifølge retten blev der den 30. og 31. oktober 2020 sendt beskeder i en gruppechat, der beviser, at de to drab og drabsforsøget ved et supermarked i Kalundborg blev begået for at hævne et overfald på et andet LTF-medlem. Der blev også sendt billeder af to af ofrene for skudepisoden.

Bagmændene blev koblet til de krypterede telefoner på baggrund af lokaliseringsdata og masteoplysninger, der blandt andet viste, at den ene af de to flere gange bevægede sig fra København omkring Hellerup, hvor han havde bopæl, til området omkring Hjørring, hvor hans svigerforældre er bosiddende, og hvor de har sommerhus. Ud fra mastedata, kunne det ses, at telefonen, som er knyttet til den anden mand, bevægede sig fra Greve, hvor hans kæreste bor, til Silkeborg, hvor han arbejdede som mentor for sårbare unge.

Begge har afvist, at de deltog i korrespondancen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her