Artiklen er opdateret tirsdag kl. 10.27.
En 53-årig mand er tirsdag ved Retten i Aalborg blev idømt fængsel på livstid for at have skudt og dræbt for øjnene af parrets to sønner på dengang seks og otte år foran en opgang på Skelagervej i Aalborg 17. september 2021.
Sedad Hanic blev onsdag i sidste uge kendt skyldig. Her erkendte han at have skudt sin ekskone, men at det ikke var planen, at kvinden skulle dø.
»Der var ikke en plan. Jeg ville bare snakke med hende«, sagde han, da retssagen blev indledt 9. maj.
Han blev desuden fundet skyldig i 34 tilfælde at have overtrådt et tilhold mod at tage kontakt til kvinden. Han fortalte, at han monitorerede kvindens færden og havde placeret en gps-tracker på hendes bil.
Fakta
Fængsel på livstid
Sedad Hanic og kvinden blev skilt i 2017. I begyndelsen havde han jævnligt samvær med de to mindreårige børn. Men forholdet til ekskonen blev ifølge Sedad Hanic mere og mere tilspidset. I december 2018 fik han et polititilhold, der forbød ham at tage kontakt til kvinden.
Anklageskriftet opremsede 34 tilfælde, hvor han er tiltalt for at have brudt tilholdet ved at skrive beskeder til kvinden, som ikke handlede om samvær med børnene.
Han skrev blandt andet:
»Jeg lever og ånder for mine børn. Jeg dræber dig gerne«.
Og i en anden e-mail:
»Jeg sætter livet på spil nu. Enten tager du mit liv, eller jeg tager dit. Jeg gør det med glæde«.
Kvinden havde anmeldt bruddene på tilholdet til politiet, og det var planen, at manden skulle i retten i sagen 11 dage efter drabet. Den 41-årige var også blevet udstyret med en overfaldsalarm, som hun aktiverede, da manden pludselig dukkede op på hendes adresse. Men inden politiet nåede frem, var kvinden blevet skudt. Hun døde kort tid efter af sine kvæstelser.
Anklager kræver fængsel på livstid
Selv om den tiltalte afviser at have haft til hensigt at slå sin ekskone ihjel, har han erklæret sig parat til at tage sin straf.
»Jeg har gjort, hvad jeg har gjort. Det ønsker jeg ikke at løbe fra. Det skal jeg have en straf for. Min vej frem i livet er at håbe på, at mine drenge forstår det«, lød den fra Sedad Hanic i retten.
Specialanklager Mette Bendix krævede manden idømt fængsel på livstid. Hun fandt det skærpende, at forbrydelsen blev begået med skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted.
»Det her er en af de sager, jeg har set, med allerflest grove omstændigheder. Der er tale om en planlagt likvidering efter efter en årelang forfølgelse, og som udføres foran parrets to børn på seks og otte år«, sagde Mette Bendix onsdag i sidste uge.
Anklageren mente, det er en skærpende omstændighed, at børnene blev vidne til drabet på deres egen mor.
»De to børn er mærket for livet. De har set deres egen mor blive dræbt lige foran dem af deres egen far. De har endda stået så tæt på, at den ene forsøger at slå fars hånd væk og desperat råber, for at få deres far til at lade være«, sagde Mette Bendix.
Sedad Hanic sad og stirrede tomt foran sig, mens anklageren kom med sine argumenter foran dommere og nævninger. Den tiltalte fik mulighed for at få det sidste ord, inden retten trak sig tilbage for at votere. Det takkede han ja til, hvorefter han iførte sig sine briller og læste op fra et stykke papir. Han måtte flere gange stoppe for at rømme sig.
»Jeg beder ikke om nåde, jeg søger ikke medlidenhed. Jeg er her ikke for at vinde sagen, men for at vinde fred. Mest med mig selv«, lød det.
Forinden havde hans forsvarsadvokat argumenteret for en straf på maksimalt 16 års fængsel.
Sedad Hanic har taget betænkningstid, i forhold til om han vil anke til landsretten.
ritzau
fortsæt med at læse


























