Danske lønmodtagere har mistet realløn, men ser nu, ifølge de økonomiske vismænd, ud til at indhente det tabte.

Økonomiske vismænd er også grebet af lyst syn på fremtiden

Lyt til artiklen

De seneste måneder har budt på gode nyheder på den økonomiske front.

Flere kommer i job måned for måned, så aldrig tidligere har så mange lønmodtagere været i arbejde som nu. Arbejdsløsheden har ligget på 2,8 procent i år, og forbrugernes tillid til fremtiden stiger.

De økonomiske vismænd, der i dag præsenterer deres forårsrapport, slår da også fast, at »dansk økonomi har udviklet sig mere gunstigt end ventet siden efteråret 2022«. Antallet af danskere i job voksede med 60.000 i løbet af 2022, og i de første måneder af 2023 har beskæftigelsen slået rekord måned for måned.

»Vi er som mange andre overraskede over, hvordan beskæftigelsen trods inflation og højere renter fortsætter med at stige. Et markant fald i energipriserne og en meget positiv udvikling i eksporten gør, at det er gået bedre end frygtet«, udtaler overvismand Carl-Johan Dalgaard, professor i økonomi ved Københavns Universitet.

I efteråret 2022 forudså vismændene en vækstpause på omkring tre år og, at beskæftigelsen ville falde med 100.000. Det er imidlertid gået modsat, men vismændene vurderer fortsat, at »der er udsigt til afmatning og et fald i beskæftigelsen«.

»Som det ser ud nu, vil afmatningen blive mere afdæmpet, end vi vurderede i efteråret«, siger Carl-Johan Dalgaard.

Vismændene vurderer, at inflationen vil falde gennem 2023 og ende på et gennemsnit på 4,3 procent i år. Næste år ventes inflationen at ligge på 2,9 procent. Til gengæld forventer vismændene, at lønningerne stiger med 5 procent i år og 5,8 procent i 2024.

Den prognose glæder Dansk Metal, der netop har forhandlet overenskomster på plads i foråret.

»Hvis vismændenes forudsigelser holder stik, vil det betyde en fremgang i realløn på 3,5 procent over to år, og det svarer stort set til det tab i realløn, som lønmodtagerne har oplevet. Da vi indledte forhandlingerne om nye overenskomster, håbede vi på at indhente tabet i realløn på to-tre år«, siger cheføkonom Erik Bjørsted fra Dansk Metal.

Danske lønmodtagere oplevede i 2022, at deres realløn blev udhulet med cirka 3,8 procent.

»Vismændenes prognose bygger på en forudsætning om, at lønstigningerne ikke sætter gang i fornyet inflation. Og det har jeg tillid til ikke sker. Det kræver, at den europæiske centralbank (ECB) er villig til at demonstrere, at den vil bekæmpe inflation ved at hæve renten«, siger Erik Bjørsted.

De økonomiske vismænd advarer også om ikke at skubbe til fornyet inflation. De sender en advarsel til regeringen om at holde igen på udgifterne, når den til eftersommeren præsenterer finanslovsforslaget for 2024.

»Med de nuværende udsigter vurderer vi, at finanspolitikken næste år bør tilrettelægges, så den ikke øger kapacitetspresset på dansk økonomi«, siger Carl-Johan Dalgaard.

Thomas Flensburg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her