Lørdag formiddag er en dansk statsborger, der har været tilbageholdt i i Iran, landet i København.

Danske Thomas Kjems er landet i Danmark efter måneder i iransk fængsel

Lørdag formiddag er danske Thomas Kjems, der har været tilbageholdt i Iran, landet i København. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lørdag formiddag er danske Thomas Kjems, der har været tilbageholdt i Iran, landet i København. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret 12:55

Et fly fra Bruxelles med den 28-årige Thomas Kjems, der har siddet fængslet i syv måneder i Iran, er lørdag formiddag landet i Københavns Lufthavn.

»Jeg har jo ikke rigtig troet på, at det var rigtigt det her. Men det er sket. Jeg står i Danmark. Logikken er tilbage«, siger han.

Efter at være blevet fængslet i Iran begyndte Thomas Kjems, som ugerne blev måneder at miste håbet om, hvornår han igen blev en fri mand.

»Jeg ved ikke, hvor meget jeg nåede at tænke, da jeg kom ind i fængslet. Men jeg kunne godt se, at den ikke var god den her«, fortæller han.

»Da jeg sad efter to, tre, fire, fem måneder, kunne jeg godt se: Jeg ved ikke, hvor lang tid det bliver det her«.

I løbet af de seneste dage blev han pludselig gennet ud af sin celle:

»Jeg får at vide, at jeg skal pakke mine ting: Tre tæpper, en tandbørste og et håndklæde. Og så er det ud af døren«, fortæller han til Ritzau stående i Københavns Lufthavns ankomsthal.

»Jeg får det tøj, som jeg har på nu. Og så bliver jeg kørt afsted til en lufthavn«.

Selv her turde Thomas Kjems dog ikke håbe på at komme hjem til Danmark.

»Jeg venter der i to-tre timer. Så bliver jeg kørt afsted til et hotel. Så bliver jeg kørt tilbage til lufthavnen dagen efter og venter hele dagen. Igen siger de: Du skal ikke afsted i dag«.

»Så bliver jeg kørt tilbage til hotellet. Så jeg troede ikke rigtig på det. Jeg troede, det var ren opvisning«, siger han.

Ingen fysisk tortur

Den 28-årige dansker har det efter eget udsagn godt, og han har ikke været udsat for fysisk tortur eller lignende.

»Men når din frihed bliver taget fra dig, er det det, du tænker på«, siger han.

Den 28-årige danske statsborger ankom natten til lørdag til Bruxelles i Belgien sammen med to østrigsk-iranere, der ligeledes er blevet løsladt.

Her blev de ifølge nyhedsbureauet AFP budt velkommen af den belgiske udenrigsminister, Hadja Lahbib, samt danske og østrigske diplomater.

Danskeren er en af i alt fire europæere, som Iran har løsladt som led i en fangeudveksling med Belgien, har en talsperson for den belgiske regering tidligere oplyst til nyhedsbureauet AFP.

Den 28-årige dansker blev anholdt i Iran i november 2022 i forbindelse med en demonstration for kvinders rettigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Til gengæld for de i alt fire europæere har Iran fået udleveret diplomaten Asadollah Assadi, som i 2021 blev idømt 20 års fængsel ved en belgisk domstol for planer om terrorangreb i Frankrig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her