Folkeskolen og landets daginstitutioner skriger på uddannede lærere og pædagoger.
Nu viser en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, at mange lærere og pædagoger ikke arbejder med det fag, de er uddannet til. Og at der er et markant frafald blandt lærere tidligt i karrieren. Blandt uddannede folkeskolelærere under 40 år dækkes kun 70 procent af den såkaldte samlede potentielle arbejdstid af arbejde med undervisning og skolen, det være sig i folkeskolen eller i privatskoler og friskoler. Resten af tiden går til andet arbejde, intet arbejde eller manglende arbejde på grund af deltid.


























