Situationen er dybt alvorlig. På 10 år er andelen af ansatte i lærerstillinger uden en læreruddannelse steget fra 10 til 19 procent, viser en ny analyse fra AE. Folkeskolerne har både svært ved at rekruttere lærere og holde på dem, der er.
Derfor stod Skolelederforeningen, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening sammen med Socialdemokratiets undervisningsordfører, Astrid Krag, fredag bag en høring på Christiansborg om, hvordan man kan sikre flere uddannede lærere til folkeskolen.




























