Til glæde for mange har forsommeren været særlig solrig. Hos Kræftens Bekæmpelse giver det derimod mindelser om sommeren 2018, og organisationen er nu ude med en advarsel om solskoldninger.

Advarsel til forældre: Vær særlig opmærksom på dine børns hud denne sommer

Den varme og solrige sommer i 2018 resulterede i langt flere solskoldninger end sædvanligt. Arkiv Thomas Borberg
Den varme og solrige sommer i 2018 resulterede i langt flere solskoldninger end sædvanligt. Arkiv Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Forsommeren har budt på det, som nogle vil betegne som godt vejr.

Usædvanlig lidt nedbør, varme og mange solskinstimer.

Det, som giver smil på manges læber, giver imidlertid panderynker hos Kræftens Bekæmpelse. Det gode vejr øger nemlig risikoen for solskoldninger, og solskoldninger øger risikoen for at udvikle kræft i huden.

Derfor advarer Peter Dalum, der er projektchef og ekspert i hudkræft hos Kræftens Bekæmpelse, mod at bruge for mange timer under den bagende sol.

»Vi kan se, at der i tilsvarende solrige somre har været større forekomster af solskoldninger blandt børn. Det er bekymrende, fordi solskoldninger statistisk set øger risikoen for at udvikle modermærkekræft og hudkræft senere i livet. Derfor opfordrer vi til, at alle passer særligt på lige nu«, siger han.

En solskoldning er en forbrænding i huden, der typisk medfører rødme, hævelse, kløe og svie, og som skyldes uv-stråler fra solen. Det kan variere fra rødme af huden forårsaget af solen, som varer ved til dagen efter, til en mere gennemgribende variant, som er ledsaget af stærke smerter og får huden til at falde af.

Børn særligt udsat

I sommeren 2018, som de fleste vil huske som til tider ulidelig varm og ekstraordinært solrig, blev 4 af 10 børn solskoldet, viser en undersøgelse foretaget af Kræftens Bekæmpelse. Det er væsentlig højere end sidste sommer, hvor temperaturen var lavere og solskinstimerne færre. Her fik godt hvert fjerde barn under 18 år mindst en solskoldning.

I solrige tider som disse er der en forøget risiko hos os alle sammen for at få solskoldninger, fortæller Peter Dalum. Men det er værst, når børn får dem.

»Jo tidligere i livet man får solskoldninger, jo værre er det. En ting er, at man skal have gentagne skoldninger for at udvikle kræft i huden, så jo tidligere du begynder at få dem, jo flere kan du nå at få«, siger Peter Dalum.

»En anden ting er, at børns hud stadig er under udvikling, og deres celler deles oftere, hvilket gør dem mere sårbare over for skader på deres dna«.

De tre s’er

Peter Dalum fortæller, at der ugentligt er i gennemsnit fem dødsfald på grund af modermærkekræft i Danmark. Langt de fleste tilfælde kan dog forebygges. Ifølge Kræftens Bekæmpelse gælder det 9 af 10.

Organisationen anbefaler de tre s’er til at beskytte sig mod solens stråler over sommeren: skygge, solhat og solcreme.

Peter Dalum understreger, at det er særlig vigtigt, at vi bliver bedre til at opholde os i skyggen i de fleste dagtimer – vigtigst mellem 12 og 15, hvor solens stråler er flest og kraftigst.

»Det er jo noget, som vi danskere gør alt for lidt – specielt sammenlignet med vores venner nede i eksempelvis Sydeuropa«, siger han.

Rune Gierl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her