Danmark skal formentlig igennem både hedebølge og skybrud, før et meteorologisk gearskift i næste uge måske får temperaturen til at falde og regnbyger til at ramme.

DMI advarer: »Der er mange af de normale faktorer for et skybrud, som vi kan sige yes, yes og yes til«

Der er mulighed for skybrud over det meste af Danmark i øjeblikket, fordi en instabil varm luftmasse i øjeblikket har lagt sig over landet.  Billedet er fra et truende regnskyl ved Bøvling  Kirke i Vestjylland i 2021. Arkivfoto:  Thomas Borberg
Der er mulighed for skybrud over det meste af Danmark i øjeblikket, fordi en instabil varm luftmasse i øjeblikket har lagt sig over landet. Billedet er fra et truende regnskyl ved Bøvling Kirke i Vestjylland i 2021. Arkivfoto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Hedebølge og skybrud. Sådan lyder prognosen fra DMI, når det gælder weekendens vejr.

Store dele af Jylland vil lørdag, søndag og mandag være i risiko for hedebølge – defineret ved, at gennemsnittet af de højest registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage forventes at overstige 28 grader – mens luftmassen over Danmark samtidig er så instabil, som det hedder på DMI-sprog, at mulige byger kan ende i skybrud.

Men om det bliver skybrud eller ej, er der for store uenigheder i prognoserne til at sige, forklarer vagthavende meteorolog hos DMI Mette Wagner.

»Det er en meget instabil luftmasse, der ligger over Danmark i øjeblikket. Når temperaturen når et vist niveau, dukker skyerne op med byger og nogle af dem så kraftige, at der er torden med«.

Selv om der er mange usikkerheder forbundet med den slags prognoser, hælder Mette Wagner mest til, at der kan dukke skybrud op.

»Der er mange af de normale faktorer for et skybrud, som vi kan sige yes, yes og yes til«, lyder det.

Lige nu er der risiko for hedebølge og varsel om skybrud. Risiko betyder, at DMI ikke med 100 procent sikkerhed kan sige, at en hedebølge rammer, mens et varsel derimod er et udtryk for, at DMI er mere sikker i prognosen for muligt skybrud.

Som popcorn, der popper

Når Mette Wagner skal forklare, hvorfor det er svært præcis at forudse, hvor et skybrud rammer, og hvor voldsomt det kommer til at blive, så taler hun om det som en gryde med popcorn.

»Du kan ikke vide, hvor et popcorn vil poppe i gryden, og der vil også være nogle, du tror vil poppe, men som ikke popper fuldt ud alligevel, mens andre popper fuldstændig maksimalt ud lidt som et skybrud, der ender med at blive ekstremt«, siger Mette Wagner.

For dem, der håber, at lørdag og søndags eventuelle vand fra oven kommer til at hjælpe på både knastør jord, semivisne planter og afgrøder, der sukker efter fugt, så er et skybrud desværre ikke den rigtige meteorologiske løsning, forklarer Mette Wagner.

»Det lægger sig kun på overfladen af jorden, når vandet bare bomber ned. Vi har brug for en front, der kommer med støt silende regn. Det er meget bedre til at få fugtigheden tilbage i jorden igen«.

Og det er muligvis på vej, lyder det, for der lurer et gearskift i vores vejrsystem, der midt i næste uge sender en front forbi til de fleste danskere. Derpå bliver det tørt igen med mulighed for efterfølgende nedbør i den weekend, hvor sankthans venter, og sommerferien begynder for mange. Men som Mette Wagner siger:

»Det er så lang tid ude i fremtiden, og det skifter hele tiden fra højtryk til lavtryk og tilbage igen, så er det meget usikkert, hvad der sker i den weekend, hvor skolerne går på sommerferie«.

Sune Højrup Bencke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her