Politiet var tirsdag massivt tilstede på Nørrebrogade i København.

Mand ramt af skud på Nørrebro i København

Politiet var tirsdag aften massivt tilstede efter et skyderi på Nørrebrogade. En person er blevet ramt, men er uden for livsfare. Foto: Oliver Kløvedal Reich
Politiet var tirsdag aften massivt tilstede efter et skyderi på Nørrebrogade. En person er blevet ramt, men er uden for livsfare. Foto: Oliver Kløvedal Reich
Lyt til artiklen

En mand er blevet ramt af skud på Nørrebro i København tirsdag aften.

Politiet kan for nuværende ikke oplyse noget om mandens tilstand.

»Vi er fremme i forbindelse med, at der er blevet afgivet skud. En person er ramt, men er uden for livsfare«, siger vagtchef ved Københavns Politi Martin Kajberg til Politiken tidligt tirsdag aften.


Han kan ikke udtale sig om, hvem den ramte er:

»Vi har identitet på vedkommende, men har ikke flere kommentarer for nu. Det er for tidligt at sige, hvor længe vi vil være tilstede«.

Københavns Politi skriver på Twitter, at skyderiet er foregået på Nørrebrogade 64, som ligger ved krydset mellem Nørrebrogade og Peter Fabers Gade.

Der er endnu ingen anholdte i sagen.

Politiet opfordrer desuden på Twitter til, at man kontakter politiet, hvis man har været vidne til episoden eller har optaget video i samme forbindelse. Københavns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Ved 21-tiden oplyser Københavns Politi til Ritzau, at trafikken igen kan passere. Kun et mindre område er nu afspærret.

B.T. har været tilstede på stedet i løbet af aftenen. Ifølge deres oplysninger flygtede gerningsmanden på cykel af Kapelvej, der ligger på den anden side af gaden.

Det bekræfter politiet.

»Ifølge den foreløbige efterforskning var gerningsmanden maskeret. Han kom på cykel fra Kapelvej, og efter skyderiet forsvandt han samme vej igen,« siger Bo Jensen, efterforskningsleder ved Københavns Politi, til B.T.

Johanne Lerhard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her