Den 38-årige er dømt for at have dræbt den 22-årige kvinde ved kvælning.
Dommere og nævninger var uenige om straffen: 38-årig idømmes forvaring for drabet på Mia Skadhauge
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Lyt til artiklen
Henter...
Artiklen er opdateret klokken 13.49 med en kommentar fra forsvareren om blandt anden den dømtes reaktion.
38-årige Thomas Thomsen idømmes forvaring for drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn 6. februar 2022.
Det har et nævningeting ved Retten i Aalborg afgjort efter bare en times votering.
Forvaring var netop den sanktion, som landets højeste lægefaglige instans, Retslægerådet, havde indstillet til retten.
Det skete på baggrund af en farlighedsvurdering af den tiltalte.
Specialanklager Mette Bendix anbefalede dog retten at idømme den tiltalte fængsel på livstid.
Forsvarsadvokat Mette Grith Stage argumenterede for en tidsbestemt fængselsdom på ikke over 16 år.
Forsvarsadvokaten har øjeblikkeligt meddelt, at dommen ankes til frifindelse for drab og voldtægtsforsøg, alternativt formildelse af dommen.
Uenighed om straffen
Thomas Thomsen blev onsdag fundet skyldig i drab, voldtægtsforsøg og partering af liget.
Kun sidstnævnte havde den 38-årige erkendt sig skyldig i.
Drabet var ifølge retten seksuelt motiveret, og formålet var at voldtage kvinden, lød det i skyldkendelsen.
Retten fandt det dog ikke bevist, at gerningsmanden faktisk havde nået at gennemføre voldtægt, og derfor blev han fundet skyldig i forsøg på voldtægt.
De tre dommere og seks nævninger var ikke enige om straffen.
»Der er afgivet fire stemmer for livstid. Der er afgivet seks stemmer for forvaring og to stemmer for fængsel i 16 år«, siger retsformand Lars Krunderup.
Selvovervurderende grænsende til det narcissistiske
Dermed lander dommen på forvaring.
Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.
En dom til forvaring forudsætter, at retten finder det nødvendigt med en tidsubestemt foranstaltning frem for straf for at forhindre den dømte i at begå ny farlig kriminalitet.
Efter tre års forvaring – og siden en gang om året – har Kriminalforsorgen pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.
En mentalerklæring har beskrevet den tiltalte som selvovervurderende grænsende til det narcissistiske, ligesom han mangler empati over for andre.
Der var ingen synlig reaktion at spore hos den 38-årige. Han sad ved siden af sin forsvarsadvokat med øjnene stift rettet mod bordet.
Den dømte skal forblive varetægtsfængslet frem til ankesagen, har retten bestemt.
Anklageren er tilfreds
Specialanklager Mette Bendix gik i retssalen efter at få Thomas Thomsen idømt fængsel på livstid.
»Anklagemyndigheden er meget tilfreds med, at de har vurderet sagen på stort set samme vis, som vi har, og at de også har fundet, at det var en meget, meget alvorlig sag, hvilket også afspejler sig i den straf, der er idømt«, siger hun.
Den 38-årige vil frifindes
Thomas Thomsen er klar til at kæmpe for frifindelse i landsretten. Det siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage. Han vil frifindes for det, han ikke har erkendt sig skyldig i - drab og voldtægtsforsøg.
»Min klient er godt og grundig træt af det hele. Han havde håbet på en tidsbestemt straf, altså 16 års fængsel – hvis man kan tale om at håbe i en situation, hvor man egentlig først og fremmest har ønsket sig frifundet«, siger Mette Grith Stage.
Hun argumenterede i retten for en tidsbestemt straf på ikke over 16 års fængsel.