Tirsdag vil den tilbagevendte forsvarsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen orientere Folketinget om redegørelsen for den såkaldte Elbit-sag, der drejer sig om våbenindkøb.
Det oplyser Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.
Efter Jakob Ellemann-Jensen har orienteret forsvars- og finansordførerne om redegørelsen klokken 13.30, vil han holde et doorstep for pressen.
Sagen tog fart, mens Jakob Ellemann-Jensen var sygemeldt med stress.
Netmediet Altinget har beskrevet, hvordan han muligvis har givet urigtige oplysninger i forbindelse med et milliardindkøb af nyt artilleri.
Og at der angiveligt ikke var blevet indhentet tilbud fra andre leverandører end israelske og kontroversielle Elbit.
Flere partier beskylder Ellemann for at vildlede Folketinget i forbindelse med våbenindkøbet.
Efter sin tilbagekomst har Jakob Ellemann-Jensen afvist, at det skulle have været hans hensigt.
»Jeg har viderebragt det, som jeg har fået fra mit ministerium og fra Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Jeg har ikke pyntet eller ændret noget«, sagde han på sin første arbejdsdag efter sygemeldingen til TV 2.
I forsvarsministerens første uge tilbage på arbejde har han afvist at gå yderligere ind i sagen, fordi han endnu manglede at læse den redegørelse, der var udarbejdet.
ritzau
fortsæt med at læse


























