To mænd opsøgte sidste år en 60-årig mand i hans lejlighed i Vejle, fordi de ønskede at vide, hvorvidt han havde stjålet deres kokain.
Situationen eskalerede, og de to mænd stak den 60-årige mand med kniv i benet flere gange. Herefter endte han med at forbløde på gaden.
Fredag er de to mænd, der er 51 og 25 år, blevet idømt henholdsvis syv et halvt og otte års fængsel for grov vold med døden til følge.
Det oplyser sagens anklager, Christina Bork Hansen.
Ved Retten i Kolding blev der i strafudmålingen lagt vægt på voldens karakter, at det skete i forening, og at det foregik i forurettedes eget hjem.
Den 60-årige mand blev fundet blødende på gaden 5. oktober sidste år, hvorefter han blev fløjet med helikopter på sygehuset.
Politiet meddelte senere, at han var afgået ved døden.
De dømte ankede på stedet.
Den 25-årige er dømt for ’i gentagelsestilfælde’, da han tidligere er blevet dømt for vold.
ritzau




























