Artiklen er opdateret kl. 16.44.
Der er godt nyt, hvis man hungrer efter tørt og solrigt sensommervejr. Det ustadige sommervejr ser ud til at blive afløst af mere højtrykspræget vejr med sol og lidt højere temperaturer. Sådan lyder forudsigelsen i en ny månedsprognose fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Næste uge ser et højtryk ud til at bygge op over Skandinavien. Det kan ifølge meteorologerne bane vejen for nogle flotte sensommerdage med tørvejr og op til 22 graders varme om dagen. Det samme gør sig gældende i ugen efter, hvor højtrykket formentlig vil give en overvægt af stabilt og solrigt sensommervejr. Her kan dagtemperaturerne snige sig op på 23 grader, fremgår det.
Men det lune sensommervejr varer dog ikke ved. Fra midten af september ser det igen ud til, at vejret bliver ustadigt med den velkendte kombination af regn og byger.
Sommeren har indtil videre været en noget blandet affære. Juni bød på tørt og solrigt vejr, og der var flere steder afbrændingsforbud i dagene omkring sankthans. DMI registrerede det højeste antal solskinstimer for juni siden målingernes start i 1920. Juli derimod gik over i historien som den vådeste juli, der hidtil er blevet målt. Hele 140,8 millimeter nedbør blev det ifølge DMI til.
August begyndte usædvanligt blæsende, og der blev målt vindstød op til 31,7 meter i sekundet – svarende til stærk storm – ved Hanstholm på den jyske vestkyst.
Sluserne åbnede sig mange steder den forgangne weekend, hvor der blev registreret tredobbelt skybrud på Møn og Lolland. Skybrud er defineret ved, at der falder mere end 15 millimeter vand på en halv time. På en halv time blev der registreret henholdsvis 50,4 millimeter og 49 millimeter på Møn og Lolland, fremgår det af DMI’s hjemmeside. Der blev også registreret 1.089 lynnedslag over Danmark i weekenden.
ritzau
fortsæt med at læse


























