For snart fire år siden var der indvielse af Den gyldne Port i Gellerupparken, hvor et ældre dansk ægtepar efter næsten 50 år i blok 4 på Gudrunsvej klippede snoren til det arkitektoniske prestigeprojekt. Det var festdag med løbehjulsrace, der skulle sætte boligbyggeriet i Aarhus i et anderledes positivt lys, end det medierne i tidens løb har tegnet af det udsatte kvarter.
Men i disse dage er billedet nok engang dystert. For godt en måned siden begyndte beboere på Gudrunsvej at høre rygter og undre sig over, hvorfor en blot 23-årig kvinde tilsyneladende var død på hospitalet efter at have opholdt sig i en lejlighed lige ovenover Den gyldne Port. Derfor gik de videre til den lokale avis, Århus Stiftstidende, der ikke kunne få politiet til at oplyse, hvorfor deres teknikere interesserede sig for adressen.



























