Tiltalt fortalte ikke politi om offers konflikt med medtiltalt. Det sagde hun til ven, at hun havde gjort.

Tiltalt i voldsom drabssag fortalte ikke politi om konflikt

Lyt til artiklen

»Det kan ikke være andre end ham, der har gjort det«.

Sådan lød det kort tid efter drabet på den gravide i Holbæk sidste år fra en familieven i et opkald til den 34-årige kvinde, der er én af to tiltalte i sagen, og som boede og havde været i et forhold med den gravide.

Familievennen henviste til den 25-årige mand, der er den anden tiltalte i sagen, og som politiet mener udførte det voldsomme drab. Årsagen til familievennens mistanke mod ham var, at den gravide og den 25-årige kort inden drabet havde været i håndgemæng med hinanden i forbindelse med et voldsomt skænderi.

Den 34-årige kvinde, der er tiltalt for at planlægge drabet på kvinden, beroligede i opkaldet - som politiet har, fordi man efter drabet begyndte at aflytte den 34-åriges telefon - familievennen med, at hun havde fortalt politiet, hvem den gravide var i konflikt med.

Men det havde hun ikke. Af en politirapport, der blev læst op fra i retten torsdag, fremgår det, at den 34-årige sagde til politiet, at hun ikke kendte til konflikter mellem den gravide og andre.

Det fik anklager Anja Lund Liin til at spørge, hvorfor hun løj over for familievennen, og hvorfor hun ikke havde fortalt politiet om konflikten mellem den gravide og den 25-årige, som blandt andet var opstået, fordi den 25-årige og den 34-årige havde lavet en video på TikTok, hvor de holdt om hinanden.

»Jeg var i chok over drabet og rigtig bange«, lød det via en tolk fra den 34-årige, der har svært ved at huske, hvad der skete i dagene efter drabet, der skete sent om aftenen 3. november. Hun blev anholdt 7. november.

Den gravide og den 34-årige kvinde var dagen inden drabet uvenner. Det fremgår af talebeskeder mellem de to, der blev afspillet i retten torsdag. Begge ønskede at stoppe deres forhold til hinanden på grund af uenigheder om flere ting.

På drabsdagen var alt dog godt igen, forklarer kvinden torsdag. Den 34-årige fortæller, at hun spiste frokost med den gravide, efter at den 34-årige havde været i Holbæk, hvor hun flere gange - angiveligt tilfældigt - mødte den 25-årige.

Der er frem til 3. november - årsdagen for drabet - afsat i alt otte dage i Retten i Holbæk til at føre sagen mod de to tiltalte, der begge er afghanske statsborgere. De nægter sig skyldig i anklagerne mod dem.

De første to retsmøder har åbenbaret et kompliceret net af personlige forhold blandt de involverede i sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her