I kølemontren ligger fade med nybagt leverpostej, røget medister og kødpølse klar til at blive langet over disken. Men der er langt mellem kunderne hos den jødiske slagter i udkanten af Østerbro. Hele ugen har der været usædvanlig stille, siger indehaveren, Gil Zchout, der i 31 år har sendt folk ud ad døren med kosherkød, kiks og konserves.
»Normalt ville jeg have travlt med at betjene kunder, men i dag har der været én kunde. Det er ekstremt. Der har heller ikke været en eneste bestilling i webshoppen hele ugen. Folk har travlt med at tænke på andre ting«, siger han.




























