Efter gentagne forsøg er det lykkes et indgå en aftale om arbejdspligt for ikkevestlige udlændinge.

Flertal er enige om en 37 timers arbejdspligt

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen sammen med repræsentanterne for forligspartierne præsenterer aftalen om arbejdspligt ved et doorstep-pressemøde i Beskæftigelsesministeriet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen sammen med repræsentanterne for forligspartierne præsenterer aftalen om arbejdspligt ved et doorstep-pressemøde i Beskæftigelsesministeriet. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 11.19

Et politisk flertal er enige om en arbejdspligt, som skal sende især ikkevestlige kvinder på offentlig forsørgelse i nyttejob. Det fremgår af et pressemøde.

Det kan være at smøre håndmadder på plejehjem eller vaske tøj for ældre. Det sker efter gentagne forsøg på at få forslaget igennem.

»Vi ønsker os i fællesskab at sende et meget klart signal om, at når man kommer til Danmark, forventer vi noget af dig, og så skal du arbejde, hvis du kan«, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Dermed er der på 12 timer indgået tre aftaler om kontanthjælpssystemet. En som forenkler kontanthjælpssystemet, en om et skærpet beskæftigelseskrav og altså en om arbejdspligt.

Socialdemokratiet foreslog det første gang i sit udlændingeudspil i 2018, da partiet var i opposition. Men trods gentagne forsøg med både røde og blå partier, er det ikke lykkedes Socialdemokratiet at komme igennem med.

De tidligere støttepartier frygtede, at det vil fortrænge de ordinære job på området. Og for Venstre har det været betinget af lavere ydelser.

Netop lavere ydelser blev der indgået en aftale om i nat, og dermed er vejen banet for en arbejdspligt.

Folk i ordinære job må ikke fortrænges

Politikerne forventer ikke, at folk i ordinære job bliver fortrængt.

»Det er hegnet ind i vores aftale, at det ikke skal erstatte noget, som mennesker laver i dag. Det skal selvfølgelig meget gerne være en trædesten til rigtigt arbejde«.

»Det er kommunerne selv, der skal kigge ud over områderne og se, hvad de skal lave«, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Indenrigsminister Kaare Dybvad Bek (S) fremhæver, at både Greve og Aarhus har gode erfaringer med arbejdspligt.

»De steder, hvor man har lavet det, har det vist sig, at man sagtens kan håndtere sådan en opgave. Kommunerne er dygtige til at få folk ud. Det er ikke meningen, at folk skal være i de her job i mange år«, siger indenrigsministeren.

Ingen af politikerne oplyser, hvor mange personer der vil være omfattet. Tidligere har der været talt om op mod 20.000 personer.

Bag aftalen, som skal stemmes igennem i Folketinget, står flertalsregeringen, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her