Lørdag aften blev der afholdt en mindehøjtidelighed i synagogen i København for ofrene for Hamas’ angreb for en uge siden. Både dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen (S) var til stede.

Lørdag blev ofrene i Israel mindet: »I dag fejrer vi ikke noget. Vi sørger«

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er næsten helt fyldt op i salen. Alle taler med hinanden på kryds og tværs ind over de gamle træbænke. En summen af samtaler fylder den højloftede synagoge.

På begge sider af hovedindgangen til salen er en lille flok deltagere stimlet sammen med deres mobiler i hænderne. Formand for Folketinget Søren Gade (V) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) går mere eller mindre ubemærket forbi. Et par minutter senere træder statsminister Mette Frederiksen (S) ind med sin mand. Hun tiltrækker sig et par blikke, men det skaber ikke en pause i den summende lyd af snak.

Pludselig bliver stemmerne dog sænket, og telefonerne hævet. Dronningen går forbi iført sort, og flokken ved døren misser ikke deres chance for at få taget et billede.

Lørdag aften blev der afholdt en mindehøjtidelighed i synagogen i Krystalgade i København til ære for ofrene for det angreb, den militante palæstinensiske gruppe Hamas indledte for en uge siden. Derfor var det ikke kun det faste klientel, der gæstede synagogen denne aften. Dronningen var til stede, og blandt aftenens talere var statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Israels ambassadør i Danmark, David Akov.

Dronningen blev som noget af det første takket af formanden for det jødiske samfund, Henri Goldstein, da han indtog talerstolen i synagogen og bød alle de særligt ankomne hjerteligt velkommen.

»I dag fejrer vi ikke noget. Vi sørger«, mindede Henri Goldstein dog hurtigt de tilstedeværende om.

»Massakren sidste lørdag var den værste massakre på jøder siden Anden Verdenskrig«, slog formanden tidligt fast i sin tale med henvisning til Hamas’ angreb på Israel.

»Sår bliver til ar, og ar forsvinder aldrig«, uddybede Henri Goldstein.

Brutaliteten var larmende

En let summen breder sig i synagogen, da Mette Frederiksen går mod talerstolen for at afløse Henri Goldstein. Mange af de tilstedeværende rykker næsten synkront frem i sædet og fremtvinger en knirkende lyd fra træbænkene.

»Brutaliteten den her gang var larmende«, siger statsministeren.

»Grusomt, meningsløst og fejt«.

Ud over at vise sin medfølelse for ofrene for angrebet på Israel i sidste weekenden dedikerede statsministeren også sin tale til de danske jøder.

»I er ikke alene i denne tid. Det kommer danske jøder aldrig til at være«, sagde statsministeren, som modtog stående applaus fra salen, da hun forlod talerstolen for igen at finde sin siddeplads.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fulgte trop med tanker til både herboende jøder og ofrene i Israel. Udenrigsministeren forsikrede, at Danmark står side om side med Israel.

»Selv i den mørkeste tid vil håbet tikke frem. Det synes jeg, man kan mærke en aften som i aften«, siger Lars Løkke Rasmussen.

»Regeringen vil gøre alt, der står i vores magt, for at beskytte de danske jøder«, siger Lars Løkke Rasmussen, der ligesom statsministeren mødtes af stående klapsalver.

Stille i Krystalgade

Imens nationalsangen blev sunget for at markere mindehøjtidelighedens afslutning, var der overraskende roligt i Krystalgade, inden de mange gæster begyndte at finde vej hjem.

Ganske få mennesker befærdede Krystalgade på den kolde oktoberaften. Et kærestepar var stoppet op for at betragte de tætstående journalister ved synagogens hovedindgang, men de fleste var gæster på baren skråt over for synagogen.

Selv om politiet til daglig er til stede ved synagogen, der var mål for terrorangrebet i København i 2015, i døgndrift, var politiopbuddet dog større end normalt. Begge gadens ender var blokeret af politibiler, og flere betjente end normalt patruljerede i gaden.

Dronningen forlod som en af de første mindehøjtideligheden. De fremmødte journalister prøvede at stille et par spørgsmål til dronningen, der ikke nåede at svare, inden bildøren lukkede.

Mads Spanggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her