Færgeafgangen mellem Gedser og Rostock og række mindre færger er aflyst fra torsdag aften til lørdag og vejret vil desuden påvirke togdriften rundt i hele landet fra fredag.

Vindstød af stormstyrke aflyser færgeafgange og forsinker tog

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Voldsomt vejr er allerede drypvist begyndt at rulle ind over Danmark, hvor Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har varslet ’meget farligt vejr’ i weekenden i dele af landet.

Allerede torsdag formiddag påvirker det trafikken.

Stribevis af færgeafgange meldes torsdag aflyst frem til lørdag på grund af det voldsomme vejr.

Scandlines aflyser alle færgeafgange mellem Gedser og Rostock fra torsdag aften og frem til lørdag på grund af vindstød af stormstyrke, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

Rederiet anbefaler, at man benytter overfarten mellem Rødby og Puttgarden, hvor færgerne sejler efter planen.

Også Samsø-færgerne på både ruterne Hou-Samsø og Aarhus-Samsø har aflyst flere afgange fredag, og nu er flere afgange lørdag med både hurtigfærgen Lilleøre og den større færge mellem Hou og Kattegat-øen også aflyst.

Vindstød af stormstyrke og blæsevejr vil desuden påvirke togdriften rundt i hele landet fra fredag.

Det siger områdechef for trafikstyring Rene Hestbæk fra Banedanmark.

»Det er vind og blæsevejr, vi korrigerer for«, siger han.

På Sjælland kører togene en gang i timen mellem Nykøbing og København fra klokken 15 fredag til klokken 02 om natten lørdag. Og så kører der tog mellem København og Næstved i halvtimesdrift i samme tidsrum.

Hastighed sættes ned

Den ventede forhøjede vandstand rundt i landet vil ikke påvirke togdriften, men hastigheden på togene er nødt til at blive nedsat på flere strækninger, hvor der er risiko for væltede træer på grund af vinden, siger Rene Hestbæk.

På den sydlige del af Fyn gælder en ændret togplan fra klokken 20 fredag aften og frem til klokken 05 lørdag morgen.

»På Svendborgbanen kører vi i timedrift, og her har vi nedsat hastigheden til 60 kilometer i timen på en del af strækningen. Det kan selvfølgelig give nogle småforsinkelser ud over timedriften«, siger han.

Det samme gør sig gældende i Jylland. Der vil der køre tog en gang i timen mellem Aarhus og Aalborg. Mellem Aarhus og Fredericia er regionaltogene aflyst. Der vil være ekstra standsninger af lyntog på stationer på den strækning, der normalt kun bliver betjent af lokaltogene.

»Alle kan komme frem til de destinationer, de nu skal«.

Rene Hestbæk siger, at det er klogt at holde øje med Rejseplanen løbende for at se, hvordan situationen udvikler sig.

»Vi ved allesammen, at stormvejr kan flytte sig. Det kan give en ny situation. Ellers tænker jeg ikke, at der er den store fare for, at man ikke kan komme hjem fra efterårsferie«, siger han.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har allerede tidligere på ugen forberedt danskerne på ’meget farligt vejr’ den kommende weekend langs flere kyster.

Torsdag har DMI opjusteret varslet om forhøjet vandstand og melder, at vandstanden forventes at kulminere natten til lørdag i den sydlige del af Lillebælt, hvor den kan komme op til 2,4 meter over normal vandstand.

Den vestlige del af Østersøen samt området omkring Køge Bugt kan forvente vandstand på 140 til 200 cm over normal vandstand.

Varslingen har fået særligt sommerhusejere og borgere i udsatte områder til at forberede sig bedst muligt.

Blandt andet i Assens Kommune på Fyn er borgere i udsatte områder blevet varslet om, at der er risiko for forhøjet vandstand.

Beredskabet har derfor kørt sandsække og sand ud til boligejere, så de kan sikre deres huse, oplyser Assens Kommune.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her