Der har ikke været nogen kontakt mellem Udenrigsministeriet og formodet dansk gidsel i Gazastriben.

Løkke: Danmark holder sig til i arbejde for at frigive gidsler

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Udenrigsministeriet er ikke ’i nogen form for kontakt’ med den dansk-israelske mand, der formodes at holdes som gidsel i Gazastriben.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Men Danmark søger at påvirke at få den danske statsborger løsladt.

»Det, Danmark kan gøre, er, at vi kan holde os til i forhold til de lande, der spiller en hovedrolle i forhold til at få gidslerne fri«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Det gælder dermed blandt andre Israel, da personen er dansk-israeler.

Også Qatar spiller en ’relativ konstruktiv rolle’ i det diplomatiske arbejde, der pågår, lyder det videre fra Lars Løkke Rasmussen.

Fordi Danmark ikke er i kontakt med det formodede gidsel, kan udenrigsministeren ikke svare på, hvordan han har det.

Men Udenrigsministeriet er i dialog med personens familie.

Ifølge oplysninger fra danske medier er der tale om en mand i slutningen af 60’erne, som har boet de seneste ti år i Israel.

Han er angiveligt bosat i en kibbutz i området tæt på Gaza.

Lars Løkke Rasmussen slår fast, at ingen lande har et fuldt overblik over gidsler i Gazastriben. Der menes at være omkring 200 gidsler.

»Jeg tror, at en af udfordringerne er, at nogle er Hamas’ varetægt, nogle er i Islamisk Jihads varetægt, og nogen er rimeligvis i varetægt af nogle helt autonome grupper«.

»Det er en del af kompleksiteten i den her sag«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her