Israelske landstyrker har natten til torsdag angrebet adskillige Hamas-mål inde i den nordlige del af Gazastriben, oplyser det israelske militær i en udtalelse.
Video fra nattens aktion udgivet af Israels militær viser ifølge Reuters, at pansrede køretøjer kører gennem et sandet grænseområde.
På det sociale medie X, tidligere Twitter, skriver Israels militær, IDF, at hæren har opereret i det nordlige Gaza for at forberede den næste fase af kampene. Ifølge det israelske militær er adskillige »terrorceller« blevet ramt:
»Soldaterne har siden forladt området og er vendt tilbage til israelsk territorium«.
Israel har siden søndag udført operationer på landjorden i Gaza på udvalgte steder. Israels Army Radio har beskrevet operationen natten til torsdag som den hidtil største.
Den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas gennemførte 7. oktober et angreb på Israel, der ifølge Israel kostede 1.400 mennesker livet. Hamas har umiddelbart ikke kommenteret hændelsen.
Siden har Israel gennemført luftangreb i Gaza, der ifølge Gazas sundhedsministerium har kostet mere end 6.500 personer livet. Ingen af dødstallene er bekræftet af uafhængige parter.
Israel har tidligere oplyst, at landet har indkaldt omkring 300.000 soldater fra landets reservestyrke. Landets premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde onsdag, at Israel er ved at forberede en landoffensiv ind i Gaza.
ritzau
fortsæt med at læse




























