Det er i stigende grad blevet politibetjentene fra Københavns Politis opgave at køre umiddelbart ufarlige arrestanter frem og tilbage mellem retsmøder. Antallet af timer, som politiet bruger på at køre arrestanter, er allerede i de første ni måneder af 2023 tre gange så højt som for hele 2021, skriver Berlingske.
Tallet er blevet ved med at stige, siden at opgaven med transport af arrestanterne i 2019 blev lagt over på Kriminalforsorgen. Her havde man taget imod opgaven ved at oprette en ny personalegruppe, såkaldte transportbetjente, som skulle stå for at køre arrestanter frem og tilbage, når de skulle møde for retten.
Allerede i 2020 stod det dog klart, at Kriminalforsorgen ikke var rustet til at klare opgaven på egen hånd. Københavns Politi måtte bidrage med 8.159 timer. Problemet udløste kritik fra Christiansborg, fordi politibetjente, der ellers kunne have brugt deres tid på andre opgaver, i stedet måtte bruge deres tid som taxachauffører i uniform.
For at afhjælpe problemet har Kriminalforsorgen ifølge Berlingske i år et mål om at sikre en nettotilgang på 50 nye transportbetjente, men det holder indtil videre hårdt med at komme i mål. Ifølge avisen er personalegruppen i år kun vokset med 14 nye ansigter.
Adam Diderichsen, en tidligere chefanalytiker ved Rigspolitiet, fortæller Berlingske, at problemet er et symptom på Kriminalforsorgens underbemanding.
»Kriminalforsorgen er i en ond spiral, hvor det bliver mere og mere presset på mandskab, samtidig med at der er flere og hårdere indsatte. Det gør, at mere personale flygter«, siger den tidligere chefanalytiker, som i dag forsker i dansk politi ved Syddansk Universitet.
ritzau
fortsæt med at læse




























