En 15-årig kom alvorligt til skade i et knivstikkeri omkring Frederiksberg Centret søndag eftermiddag.

15-årig dreng anholdt efter knivstikkeri på Frederiksberg

Lyt til artiklen

En 15-årig dreng er alvorligt tilskadekommen efter et knivstikkeri omkring Frederiksberg Centret i København.

Det oplyste vagtchef ved Københavns Politi Jonathan Wald sent søndag eftermiddag.

Omkring klokken 19.45 siger vagtchefen, at en anden 15-årig dreng er blevet anholdt på Amager og er sigtet for kvalificeret vold.

Han fremstilles i grundlovsforhør mandag - hvornår på dagen er uvist.

Politiet har ’nogle idéer’ om, hvad motivet kan være, men af hensyn til efterforskningen, ønsker politiet ikke at oplyse yderligere, siger Jonathan Wald.

Politiet afspærrede i forbindelse med hændelsen Falkonér Alle. Men søndag aften siger vagtchefen, at politiet er færdige på stedet.

Anmeldelsen kom ind klokken 16.11. De pårørende er underrettet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her