Statsminister Mette Frederiksen (S) vil have afdækket omfanget af, hvordan kongebreve er blevet brugt til at vie mindreårige piger med indvandrer -og efterkommerbaggrund.
Det svarer hun på spørgsmål fra Inger Støjberg under Folketingets spørgetime.
»Det er ganske forfærdeligt, at der er udstedt en form for billigelse fra Danmarks side«.
For nylig kunne Berlingske fortælle, hvordan danske myndigheder fra 1980’erne til 2017 har udstedt kongebreve, der har tilladt ægteskab af 1.200 mindreårige piger med indvandrer- og efterkommerbaggrund.
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, vil have, at statsministeren nedsætter en kommission og giver en officiel statslig undskyldning.
Mette Frederiksen anerkender Inger Støjbergs pointe.
»Vores udgangspunkt er fuldstændig ens. Jeg vil meget gerne være med til at understøtte, at det her bliver afdækket«, siger Mette Frederiksen.
»Også fordi man kan have formodning om, at det stadig finder sted«.
ritzau


























