Marie Bjerre gør lyncomeback som minister: »Jeg havde glædet mig til at se Mia Wagner udfylde opgaven«

Marie Bjerre har igen været forbi Amalienborg. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Marie Bjerre har igen været forbi Amalienborg. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For to uger siden lagde Venstres Marie Bjerre ikke skjul på sin skuffelse, da hun ikke længere skulle være digitaliserings- og ligestillingsminister, og Mia Wagner i stedet kom ind.

Nu genindtræder Bjerre på posten. Det sker dog på en trist baggrund, fordi det skyldes, at Mia Wagner af helbredsmæssige årsager forlader regeringen:

»Jeg havde glædet mig til at se Mia Wagner udfylde opgaven som digitaliserings- og ligestillingsminister«, siger hun.

»Hun er en stærk stemme inden for ligestilling og kan bidrage med vigtig erfaring inden for erhvervslivet. Jeg ønsker alt det bedste til Mia og er sikker på, vi nok skal se meget mere til Mia igen«, siger hun og tilføjer, at hun glæder sig til igen at påtage sig opgaven.

Troels Lund Poulsen oplyser i en pressemeddelelse, at han er »utrolig ked af, at Mia ikke kan fortsætte«.

»Men der er selvfølgelig ting, der er vigtigere end politik. Jeg har selvfølgelig både forståelse og respekt for, at Mia har truffet den beslutning«, hun har.

Til TV 2 og DR siger han, at han ikke havde ønsket sig denne situation. Men han erklærer sig optimistisk på vegne af Venstre:

»Venstre er i en position, hvor vi er i gang med en frisk start. Det skal vi nok stadig være i stand til at få«, siger han.

Det var ikke et fravalg af Bjerre

Troels Lund Poulsen fastholder, at han ikke valgte Marie Bjerre fra, da der for to uger siden var ministerrokade. Det siger han selv, at han var meget tydelig omkring.

»Jeg ønskede at få en bredere profil på Venstres ministerhold. Marie er dygtig og har gjort det godt som minister«.

»Det er godt, at vi har en god og bred folketingsgruppe med gode profiler, og jeg er glad for, at Marie er tilbage«, siger han til DR og TV 2.

TV 2 spørger, om der kan læses noget ind i Venstres aktuelle situation med ministerskiftet. Det afviser Troels Lund helt og holdent.

»Jeg synes ikke, at det siger noget om nogen situation overhovedet«, siger han.

Bjerre lagde ikke skjul på sin skuffelse, da hun måtte gå af som minister for to uger siden, men slog samtidig fast, at det var formandens ret at sætte det hold, han fandt bedst.

Efterfølgende blev hun udnævnt til finansordfører i Venstres folketingsgruppe.

Nu skal hun altså være minister igen.

På grund af Mia Wagners helbredsmæssige situation vil der ikke være nogen overdragelse i ministeriet, oplyser Statsministeriet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her