Når middelvinden når op over 25 meter i sekundet, lukkes Storebæltsbroen for al biltrafik.

Stormen Pia vil påvirke store dele af trafikken

Borgere i Nivå hjælper med at fylde sandsække for at sikre havnen mod stormen Pia, som ventes at ramme torsdag. Vandstanden i havnen forventes at blive forhøjet med 1, 5 meter. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Borgere i Nivå hjælper med at fylde sandsække for at sikre havnen mod stormen Pia, som ventes at ramme torsdag. Vandstanden i havnen forventes at blive forhøjet med 1, 5 meter. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 16.09.

Skal du ud i juletrafikken torsdag og fredag, kan det være, at din rejse bliver påvirket af den ventede storm Pia.

Kraftig blæst vil torsdag og fredag kunne påvirke trafikken på Storebæltsbroen. Når middelvinden når op over 25 meter i sekundet, lukkes broen for al biltrafik, skriver Sund og Bælt på sin hjemmeside.

»Ifølge vindprognosen fra DMI forventes den største risiko for vindstyrker over 25 m/s (meter i sekundet, red.) i perioden fra torsdag aften kl. 20.00 til tidligt fredag morgen«, lyder det videre.

Stormen ventes torsdag aften og at have vindstød af orkanstyrke. Det er generelt i de kystnære egne, at vinden ventes at blive kraftigst. DMI har derfor varslet om forhøjet vandstand. Den kraftige vind giver forhøjet vandstand langs Vestkysten, i Limfjorden, Skagerrak, Kattegat, Storebælt og den nordlige del af Øresund.

Også omkring Roskilde Fjord ventes der historisk høj vandstand. Derfor lukker Vikingemuseet i Roskilde for besøg, skriver museet i en pressemeddelelse. Museets beredskab er i fuld gang med at sikre museumsøen og skibshallen, hvor de fem historiske vikingeskibe fra Skuldelev står.

Museet ligger lige ned til Roskilde Fjord, hvor der er varslet høj vandstand på op mod 184 centimeter over normalen fredag. Museets beredskab lukkede for adgangen onsdag eftermiddag.

Allerede når middelvinden når op på 10 meter i sekundet, lukkes forbindelsen for påhængskøretøjer under 750 kilo. Der vil ifølge prognosen være risiko for lukning for påhængskøretøjer fra torsdag formiddag til sent lørdag eftermiddag, skriver Sund og Bælt. Her lyder det videre, at man kan følge den aktuelle trafiksituation via Sund og Bælts bromeldinger på hjemmesiden eller trafikinfo via deres sms-tjeneste.

DSB må reducere antallet af afgange

Stormen får også Banedanmark til at indstille og reducere togtrafikken på en række strækninger, skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.

»Det er en af de større storme, der rammer os, og relativt mange områder bliver ramt. Det er med det, at vi har truffet de her foranstaltninger«, siger områdechef i Trafik i Banedanmark, Nicolai Smidt Sigsgaard.

»Forhåbningen er, at det kun gælder torsdag sen eftermiddag og torsdag nat, så vi forhåbentlig kan starte op igen fredag«, tilføjer han.

En række strækninger, herunder fra Esbjerg og Struer, bliver fuldt indstillet fra torsdag eftermiddag til fredag morgen klokken 4.30. Andre steder reduceres trafikken, så det kun kører et tog i timen. Det gælder blandt andet Aarhus til Aalborg og Roskilde til Holbæk.

»Vi bruger de næste timer på at kigge ned i, præcis hvilke tog der skal aflyses, og vi forventer, at Rejseplanen er opdateret i aften (onsdag red.)«, siger Nicolai Smidt Sigsgaard.

Når stormen rammer, risikerer det at medføre væltede træer, og også ting som plastikposer, der flyver ind i køreledningerne. Derfor er det nødvendigt at ændre på afgangene, så togenes juletrafik kan afvikles så sikkert som muligt, forklarer han.

Ud over at tilpasse trafikken indkalder Banedanmark ekstra mandskab, som kan rykke ud med motorsave og fjerne væltede træer.

»Vi lægger os virkelig i selen for, at man kan køre normalt fredag. Jeg tør ikke udstille nogle garantier, for vejret er en svær spiller, men vi har alt mandskab på for at være klar«, siger Nicolai Smidt Sigsgaard.

I DSB er man klar over, at de kommende dage er rejsetravle, når mange skal til jul hos venner og familier. Her opfordrer informationschef Tony Bispeskov til, at man holder øje med rejseplanen – og genovervejer sin billet, hvis den ligger midt i stormen.

Har man planlagt en rejse til torsdag eftermiddag eller aften kan man med fordel rykke den til tidligere torsdag eller til onsdag aften, lyder det. Dette vil også kunne lade sig gøre, hvis man har en orange eller en orange Fri billet, oplyser Tony Bispeskov. Ligeledes kan pladsbilletter til den 21. december refunderes uden gebyr.

»De her ændringer af trafikken er jo ret omfattende, så man skal holde nøje øje med, hvordan det berør ens specifikke rejse«, siger han.

Rederier aflyser færgeafgange

Også havtrafikken vil være påvirket torsdag og fredag, skriver Molslinjen i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at rederiet ventes af aflyse flere færgeafgange på tværs af landet torsdag og fredag på grund af stormen.

Derudover vil flere færger sejle med forsinkelse på grund af det voldsomme blæsevejr, der rammer Danmark lige op til jul. Eksempelvis på Bornholm vil vejret drille hurtigfærgerne, som torsdag morgen kun når en enkelt tur mellem Rønne og Ystad. Herefter vil Molslinjens mere konventionelle færger tage over og sikre forbindelsen til øen i Østersøen – dog i en ændret sejlplan, skriver rederiet. Alle Molslinjens rejsende, der er berørte af ændringer på færgeruterne, vil få besked.

På den sjællandske rute til Samsø bliver færgeafgange ændret og flyttet torsdag, og her ser det ud til, at alle fredagens sejladser må aflyses. Derudover ventes der aflysninger og færger, der må søge havn, på Langelandslinjen. Alle rejsende på berørte afgange vil få besked på sms, skriver Molslinjen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her