Både rektor Gitte Nørgaard og forstander Jon Stokholm er fortid på skolen.

Herlufsholm-rektor og forstander stopper med øjeblikkelig virkning

Foto: Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged
Lyt til artiklen

Herlufsholm Skole og Gods skal igen ud at finde en ny øverste ledelse.

Både rektor Gitte Nørgaard og forstander Jon Stokholm er nemlig fortid på skolen.

Sjællandske Nyheder fortæller, at de forlader skolen med omgående virkning og efter gensidig aftale.

Det sker bare halvandet år, efter at de blev ansat for at få skabt en ordentlig kultur på Herlufsholm oven på afsløringerne i TV 2-dokumentaren ’Herlufsholms Hemmeligheder’.

En dokumentar, der endte med at koste både den daværende rektor, Mikkel Kjellberg, og den daværende forstander Torben von Lowzow jobbet.

»Gennem det seneste halvandet år har skolen taget en lang række initiativer til at forbedre elevernes trivsel, og de første målinger viser en postiv udvikling, som jeg glæder mig meget over. Når det er sagt, har det været en meget hård og slidsom periode. Forandringerne har krævet meget af rektor og bestyrelsen«, lyder det i en pressemeddelelse fra konstitueret formand Hermann Haraldsson.

Også i bestyrelsen sker der udskiftning. Ikke kun fordi Jon Stokholm ikke længere skal være formand, men også fordi Olav Storm Johanessen og Anya Eskildsen har besluttet at udtræde af bestyrelsen.

Ny fungerende formand bliver i stedet den tidligere Brøndby IF-direktør og nuværende administrerende direktør for Boozt.com, Hermann Haraldsson.

Han var tidligere næstformand i skolens bestyrelsen og er i øvrigt tidligere Herlufsholm-elev.

Vicerektor Martin Arvedlund er konstitueret rektor, indtil der er besluttet, hvem der skal lede skolen fremover.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her