Glatte veje har ført til biluheld flere steder. Politikredse opfordrer bilister til at passe på.

Politiet opfordrer til forsigtighed på glatte veje efter flere biluheld

Lyt til artiklen

Flere politikredse opfordrer til, at man passer på ude i trafikken og kører forsigtigt på grund af de glatte veje.

Til Ritzau oplyser Morten Jessen, som er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, at betjente i løbet af lørdagen er rykket ud til tre færdselsuheld, som er opstået, fordi bilerne gled på vejene«.

»Man kan ikke se, at der er glat. Folk skal køre forsigtigt«, siger Morten Jessen.

De tre færdselsuheld i Sydøstjylland fandt sted nær Skanderborg, omkring Vejle og på Midtjyske Motorvej ved Vonge.

Også i Midt- og Vestjylland mærker man, at de kolde temperaturer påvirker bilisterne.

Anders Bøje Hansen, som er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller, at der har været tre solouheld, hvor bilister er kørt ned i en grøft, fordi vejene var glatte.

Hændelserne skete i Torsted, som ligger mellem Holstebro og Ringkøbing, Spjald, der er syd for Holstebro og Engesvang vest for Silkeborg.

Ingen er kommet alvorligt til skade som følge af de tre solouheld i Midt- og Vestjylland.

»Vi har haft fat i Vejdirektoratet, som siger, at saltningen er i gang over hele politikredsen. Jeg opfordrer folk til at passe på, når de kører ud i aften- og nattetimerne«, udtaler Anders Bøje Hansen.

Vagtchef Jakob Tofte fra Nordsjællands Politi oplyser, at kredsen har modtaget omkring seks anmeldelser om biluheld på Helsingørmotorvejen i forbindelse med de glatte veje tidligt lørdag eftermiddag.

Han fortæller desuden, at patruljer melder om glatte veje i politikredsen lørdag aften.

»Jeg opfordrer til, at folk kører forsigtigt. Hold afstand, og kør lidt langsommere end normalt, så du kan nå at reagere«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her