Politiet har øget fokus på købere af hash på Christiania før midlertidig nedlukning af handlen torsdag.

Politiet rydder igen hashboderne på Christiania

Torsdag lukker politiet igen midlertidigt hashhandlen i Pusher Street på Christiania. Foto: Jonas Olufson
Torsdag lukker politiet igen midlertidigt hashhandlen i Pusher Street på Christiania. Foto: Jonas Olufson
Lyt til artiklen

Torsdag i denne uge lukker politiet igen midlertidigt hashhandlen i Pusher Street på Christiania. Hashboderne ryddes klokken 09.00.

Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.

Man vil desuden være særligt opmærksom på potentielle købere af hash på Christiania før nedlukningen, skriver politiet.

»Som køber af ulovlige stoffer er man med til at understøtte den organiserede kriminalitet i Pusher Street, og derfor vil vi onsdag før nedlukningen have særlig fokus på køberne«, lyder det fra politiet på X.

Den seneste nedlukning af hashhandlen på Christiania fandt sted 21. december sidste år.

Nedlukningen er en del af politiets igangværende arbejde, som skal føre til en permanent lukning af den ulovlige hashhandel.

Fra 1. januar trådte en lov i kraft, som gav politiet mulighed for at udpege skærpede strafzoner i områder, hvor der foregår åbenlys og systematisk handel med ulovlige stoffer.

Den 10. januar oprettede Københavns Politi en skærpet strafzone på hele Christiania, som foreløbigt gælder i seks måneder frem til 10. juli.

»Den skærpede strafzone på og omkring Christiania betyder blandt andet markant hårdere straffe til både købere og sælgere«, bemærker politiet på X.

Det er ikke forbudt at opholde sig i Pusher Street, mens hashsalget er lukket, men hvis man bliver stoppet af politiet med hash på sig, vil man blive sigtet for det.

Køber man ulovlige stoffer, kan man risikere fængsel, allerede anden gang man bliver pågrebet af politiet i en overtrædelse i den skærpede strafzone.

Det udløser desuden en fordobling af bøden, første gang man bliver pågrebet i en overtrædelse i zonen. Bliver man taget med små mængder hash, kan det dermed give en bøde på 4.000 kroner i stedet for 2.000 kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her