De kortere rejser bliver dyrere, men køber du enkeltbillet, kan du få billigere rejser. Det er historien kort om de omfattende prisændringer, som indføres i den kollektive transport med virkning fra i dag.
Samlet set har landets trafikselskaber fået lov af Trafikstyrelsen til at hæve priserne med op til 10,3 procent i snit. Det er langt mere end normalt ved den årlige takstændring og skal forstås i sammenhæng med en forsinket reaktion på den stigende inflation og de højere brændstofomkostninger, som ramte kongeriget i 2022.


























