Nordjyllands Politi melder om forhøjet vandstand ved Elling Å nord for Frederikshavn.
Det sker i en pressemeddelelse mandag aften.
»Beredskabet, Frederikshavn Kommune og Nordjyllands Politi er tilstede ved åen, hvor der observeres og er indsat digevagter«.
»Samtidig er der også indkaldt pumpekapacitet, hvis dette viser sig at være nødvendigt«, lyder det.
Politiet opfordrer bilister til at finde alternative ruter på grund af risikoen for oversvømmelser i området.
Det er ikke første gang, at Elling Å giver anledning til bekymrede miner i Nordjylland.
Under et massivt regnvejr i 2014 gik åen over sine bredder, hvilket medførte skader på knap 30 boliger i lokalområdet. Det skriver Nordjyske.
Flere gange siden da har man arbejdet for at få bygget diger i forsøget på at undgå oversvømmelser i fremtiden.
Det kom endelig på plads for godt et år siden.
Ikke desto mindre er beredskabet mandag aften atter ude for at holde et øje på vandstanden.
Man kan omkring klokken 22 ikke sige noget om tidshorisonten.
ritzau




























