Retten på Frederiksberg har onsdag idømt en 45-årig mand seks års fængsel for at medvirke til en række grove seksuelle overgreb på børn.
Overgrebene skete på foranledning af manden, som fulgte med via livestream.
Manden valgte at tilstå, hvilket af retten blev anset som en formildende omstændighed.
»Samlet set er sagen så grov, at du får en langvarig fængselsstraf, fordi der er tale om så mange forhold, og fordi det er foregået over så lang tid«, lød det fra dommer Gerd Sinding, da hun afsagde dom i sagen.
Med strafudmålingen imødekom dommeren kravet fra anklager Tasi Nørskov-Jensen, som havde krævet den 45-årige Ivan Vos Thrysøe - under sagen har han ændret efternavn til ’Hansen’ - idømt netop seks års fængsel.
»Han har igennem fem år medvirket til adskillige grove seksualovergreb mod ikke under 20 børn. Han er blevet mere og mere kynisk i løbet af de fem år. Han er blevet mere og mere hård«, lød det fra Nørskov-Jensen under hendes procedure.
Mandens forsvarsadvokat, Henrik Høpner, forsøgte forgæves at overbevise dommeren om at udmåle en lavere straf.
»Jeg skal bede om rettens mildeste straf«, lød det fra advokat Høpner.
Han uddybede efterfølgende, at straffen set fra hans synspunkt burde ligge på tre til tre et halvt års fængsel.
Ivan Vos Thrysøe overvejer, om han vil anke dommen - og det vil sige strafudmålingen, da skyldsspørgsmålet er afgjort som en tilståelsessag - til Østre Landsret.
ritzau




























