60 procent af 250 fyringer bliver i Danmark, meddeler Ørsteds topchef, Mads Nipper, på et pressemøde.

Ørsted fyrer 150 i Danmark

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Efter et svært 2023 vil energigiganten Ørsted fyre omkring 150 medarbejdere i Danmark.

Det fortæller topchef Mads Nipper på et pressemøde, efter at årsregnskabet er blevet fremlagt onsdag.

Her fortæller han, at omkring 60 procent af de udmeldte 250 afskedigelser vil ske i Danmark. Det svarer til 150 fyringer.

»I lyset af at vi har omkring halvdelen af vores ansatte i Danmark, vil det være en ganske betydelig andel, der vil påvirke Danmark«, lyder det fra topchefen.

I forbindelse med årsregnskabet blev det meldt ud, at Ørsted vil skære omkring en milliard kroner i faste omkostninger.

Det betyder, at mellem 600 og 800 stillinger skal nedlægges globalt.

Det betyder ikke nødvendigvis, at der bliver tale om fyringer i alle tilfælde, men i løbet af de følgende måneder vil i alt 250 Ørsted-ansatte blive afskediget.

»Det er altid en svær beslutning for os, men det er den rigtige beslutning for selskabet og for vores aktionærer at lave nedskæringer«, siger Mads Nipper.

Udmeldingen kommer i forbindelse med Ørsteds årsregnskab, hvor det fremgår, at selskabet sidste år tabte 20,2 milliarder kroner.

Det skyldes primært, at selskabet har nedskrevet for sammenlagt 28 milliarder kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her