Rekorderne på det danske arbejdsmarked fortsatte i december, hvor antallet af lønmodtagere endnu en gang steg.
Her var 3.005.900 i arbejde, hvilket er 1300 flere end måneden før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Statistikken omfatter både ansatte i det offentlige og i det private, og den er baseret på arbejdsgiverens indberetninger til Skat.
I januar 2021 var der knap 2.762.000 lønmodtagere i Danmark. Siden er antallet steget måned for måned med en enkelt undtagelse i juli sidste år.
Stigningen har budt på flere rekorder, og for første gang nogensinde rundede antallet af lønmodtagere tre millioner i september.
Det er imponerende, at beskæftigelsen bliver ved med at slå rekord efter rekord, lyder det fra Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
» Dagens stærke jobtal sætter en tyk streg under at arbejdsmarkedet har været den helt store positive overraskelse i 2023, påpeger han i en skriftlig kommentar.
ritzau




























