En 17-årig dreng er blevet anholdt og sigtet for grov vold efter en episode på Nørreport i København fredag aften.
Det fortæller Kenneth Simonsen, som er central efterforskningsleder hos Københavns Politi, søndag.
Som følge af episoden, der udspillede sig mellem to grupperinger, kom henholdsvis en 18-årig og en 19-årig mand til skade.
Den 18-årige blev slået med en whiskyflaske, mens den 19-årige blev udsat for, hvad der beskrives som almindelig vold.
Gerningsmanden flygtede umiddelbart efter episoden fra området, hvorfor politiet lørdag opfordrede ham til at melde sig selv.
»Vi har fine billeder derfra, så hvis han ikke melder sig, bliver et billede i avisen den sidste konsekvens«, lød det da.
Efterforskningslederen kan ikke oplyse, hvilke grupperinger der er tale om.
Det er desuden uklart, hvad uoverensstemmelsen mellem grupperingerne drejede sig om.
Forældrene til den 17-årige dreng er blevet underrettet.
ritzau




























