11 personer er onsdag blevet dømt for at videreføre den forbudte bande Loyal To Familia (LTF).
Det oplyser Københavns Byret på sin hjemmeside.
Banden blev forbudt af Højesteret i 2021.
Sagen mod de 11 har kredset om et bestemt møde på Blågårds Plads i København den 26. marts 2022, hvor der blev taget et gruppebillede.
Billedet skulle ifølge anklagemyndigheden markere en alliance mellem LTF og Brabrand-gruppen.
Efter billedet blev taget, var der fællesspisning på en restaurant på Østerbro.
Sagens omdrejningspunkt har fra starten været, om der var tale om en social sammenkomst, eller noget der foregik i LTF-regi.
Retten skriver, at den finder det godtgjort, at mødet på Blågårds Plads ikke var et hvilket som helst socialt arrangement, men at der var relation til banden.
Det ændrer ikke ved rettens vurdering, at flere af de tiltalte mænd var vokset op i området og var barndomsvenner.
Alle 11 mænd nægter sig skyldige.
Videreførelsen af foreningen har Københavns Byret afgjort skal koste de tiltalte et sted mellem 30 dage og fire måneders fængsel.
ritzau
fortsæt med at læse




























