En god soldat ved, at det kan være særdeles risikabelt at kæmpe på flere fronter på samme tid.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har aldrig været soldat, derfor heller ikke en god soldat. Til gengæld har han hele sit voksne liv og indtil nu, hvor han selv sidder i formandsstolen, været partisoldat. En partisoldat, der har været en nær sparringspartner for alle sine formænd, hvad enten de hed Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen eller Jakob Ellemann-Jensen. Og en partisoldat, et drevent politisk dyr, der aldrig har været bange for at kaste sig ind i politiske kampe, endsige kæmpe på flere fronter på samme tid.


























