Tre mindreårige drenge menes at stå bag de syrebomber, som blev kastet ind i en skolegård i Esbjerg tidligere på ugen.
Politiet har ingen indikationer på, at flere end de tre skulle stå bag.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en mail til Ritzau.
Drengene blev tirsdag identificeret og afhørt i sagen, og da de er mindreårige, havde de værger og sociale myndigheder til stede imens. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse onsdag eftermiddag.
Hvad drengene har forklaret, fortæller politiet ikke.
Det var tirsdag formiddag, at ledelsen på i Esbjerg opdagede syrebomberne i skolegården.
Politiet blev alarmeret, og børnene blev flyttet væk fra skolen, mens skolegården blev undersøgt og siden rengjort for væsken fra syrebomberne.
I forbindelse med undersøgelserne i skolegården har politiet sikret tekniske spor. De skal undersøges videre.
»Vi mangler fortsat at undersøge nogle tekniske spor, og det arbejde foregår nu«, siger Morten Alslev, der er politikommissær i Syd- og Sønderjyllands Politi samt leder af nærpolitienhederne i Esbjerg Kommune.
To børn blev i forbindelse med hændelsen bragt til skadestuen af deres forældre med lettere ætsningsskader.
Onsdag har politiet haft en mobil politistation til stede ved skolen for at besvare spørgsmål. Det gjorde både børn, forældre og lærere brug af, skriver politiet.
ritzau


























