Regeringen og aftalepartierne bag Grøn Fond afsætter 150 millioner kroner til en kystpulje i 2024 for at sætte fart på klimatilpasningen ved de danske kyster.
Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
»Jeg er glad for den brede opbakning til at forlænge kystpuljen med 150 millioner kroner i 2024. De stormfloder, som vi har set i efteråret og vinteren, viser desværre tydeligt, hvor vigtig klimatilpasning i kystområderne er«, udtaler miljøminister Magnus Heunicke (S) i pressemeddelelsen.
Forlængelsen er led i regeringens Klimatilpasningsplan 1, der blev præsenteret i oktober 2023, og Grøn Fond.
Aftalepartierne bag Grøn Fond er Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre.
Kystpuljen er blevet uddelt siden 2020. Der blev afsat 150 millioner kroner til puljen i 2022 og 2023, men i 2022 var der ansøgninger for næsten seks gange så meget.
I de seneste fem år har 28 kystkommuner bremset kystbeskyttelsesprojekter på grund af økonomi, lovgivning og borgermodstand.
Det viste en rundspørge fra april foretaget af magasinet Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening (KL). Her svarede 55 ud af 77 kystkommuner.
Udover kystpuljen indeholder Klimatilpasningsplan 1 også en aftale om at afsætte 1,095 milliarder kroner i 2025-2029 til kystbeskyttelse på Vestkysten.
ritzau
fortsæt med at læse




























