Tæt trafik og kødannelse kan opstå, når mange bilister søger mod sommerhuse i Kristi himmelfartsferien.

Vejdirektoratet anbefaler at sætte god tid af til køretur i ferien

Lyt til artiklen

Mange bilister vil med stor sandsynlighed søge mod sommerhusområderne i Kristi himmelfartsferien. Derfor kan der opstå kø på vejene og dermed forlænget rejsetid.

Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Særligt på udrejsedagene onsdag og torsdag vil ferietrafikken være størst, skriver de. Her er det særligt mellem klokken 14 og 19 onsdag og mellem klokken 11 og 14 torsdag.

Trafikken vil hovedsageligt bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland via Fyn og Sjællands Odde, ligesom der kan opstå tæt trafik på Hillerødmotorvejen og den Sønderjyske Motorvej omkring Kolding.

Vejdirektoratet råder derfor til, at man kører hjemmefra udenfor de mest trafikerede tidsrum, og at man sætter god tid af til rejsen.

Ifølge Vejdirektoratet kører folk især til sommerhuse langs den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland.

Hjemrejsetrafikken vil desuden også byde på tæt trafik, hvor der vil være særlig risiko for kødannelse om søndagen mellem klokken 12 og 16.

Her vil den tætte trafik opstå den modsatte vej fra Jylland mod hovedstadsområdet via den Fynske Motorvej og Vestmototvejen samt på ruten fra Sjællands Odde.

Derfor kan det være en fordel at tjekke trafiksituationen, inden man kører hjemmefra og under køreturen, skriver Vejdirektoratet. Det kan man eksempelvis gøre på trafikinfo.dk.

Derudover anbefaler Vejdirektoratet, at man holder god afstand til de forankørende og er opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser.

Eksempelvis ved den Østjyske Motorvej, hvor Vejdirektoratet mellem Vejle og Skanderborg er ved at udbygge vejen i nogle af sporene. Derfor vil der også her være risiko for forlænget rejsetid.

Desuden anbefaler Vejdirektoratet, at man tjekker vejudsigten og sørger for at have drikkevarer med i bilen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her