En dansk soldat er omkommet under en privatarrangeret faldskærmstur i Holland, oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse omkring søndag midnat.
Forsvaret oplyser ikke yderligere detaljer om vedkommende. De pårørende er underrettet.
»Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at en af vores soldater er omkommet i en faldskærmsulykke. Mine tanker går til de efterladte og pårørende i denne svære tid«, siger chef for hæren, generalmajor Peter H. Boysen, i pressemeddelelsen.
Omstændighederne omkring ulykken er stadig uafklarede. Derfor oplyser Forsvaret, at der ikke er yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt. Forsvaret oplyser ikke, hvornår ulykken fandt sted.
ritzau




























