Der udbrød lørdag formiddag brand i en beboelsesejendom på otte etager i Vestergade i det centrale Vejen.
Trekantområdets Brandvæsen meldte i første omgang ud på det sociale medie X, at branden ikke var under kontrol.
Klokken 10.36 er meldingen imidlertid mere positiv:
»Vi har nu situationen under kontrol, men vil være på adressen et godt stykke tid endnu«, skriver brandvæsnet på X.
Det fremgår af Beredskabsstyrelsens onlineoversigt over indgåede alarmmeldinger, at meldingen om brand kom lørdag formiddag klokken 09.42, så der skulle altså gå knap en time, før situationen kom under kontrol.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser på X, at der er foretaget afspærring af et område omkring bygningen.
Politiet oplyser desuden, at alle beboere i bygningen er blevet evakueret i god behold.
Trekantområdets Brandvæsen har på X delt et billede af den brændende bygning. Her ses det, hvordan en tyk sort røgfane stiger op fra bygningens top og rejser sig mod den delvist overskyede majhimmel i den sydjyske stationsby.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi skulle der være tale om en brand i bygningens tagkonstruktion.
Hvordan branden er opstået, er endnu ikke oplyst.
ritzau
fortsæt med at læse




























