En toårig dreng er blevet reddet op fra et pvc-rør, som han faldt ned i på Grønnemose Alle i Gladsaxe, fortæller Tommy Mandrup, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
»Det er på privat grund. I forbindelse med, at familien er ved at få lavet en ombygning, er der et pvc-rør, som han er faldet ned i. Jeg vil tro, han er faldet en to til tre meter«.
»Han er umiddelbart uskadt og ved godt humør«, siger vagtchefen.
Første melding var, at drengen var faldet ned i en kloak.
En ambulance er blevet kaldt til stedet for at tjekke drengen.
ritzau




























