Unge ønsker fortsat det monogame forhold, men kærligheden er mere krævende end tidligere, mener sociolog. Til gengæld kan den også være langt mere givende for dem, der lever den fuldt ud.

Kærlighedsekspert: Den moderne kærlighedsrelation forudsætter tre forhold, hvis den skal lykkes

Sociolog Poul Poder har studeret unges kærlighedsliv, og han afviser alle dem, der påstår, at unge ikke længere orker eller drømmer om det monogame parforhold. Fotocollage Tomas Østergren. Privatfoto

Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen

07:56

Ung kærlighed læst op • Forstå de unges nye, svære kærlighedsliv – og lær hvad kærligheden kræver i dag

Mig, mig, mig, min nydelse og frihed uden ansvar og forpligtelser.

Sådan har sociologer, psykologer og andre eksperter i årevis karakteriseret udgangspunktet for unges liv og dermed også deres kærlighedsrelationer.

De har frembragt opløsningsfortællinger om det stabile, årelange parforhold som en bærende menneskelig relation. De har ment, at moderne kærlighed alene er jeg-centreret, nydelsessøgende og frihedsorienteret.

Poul Poder forstår analysen, når han ser på unges kærlighedsliv, hvor mange aldrig har haft en kæreste. Og hvor vejen til den forpligtende kærlighedsrelation, hvor man kalder hinanden kærester, er blevet endog meget lang.

Den er bare for forsimplet, mener han, for udgangspunktet har ændret sig.

»Unge drømmer som aldrig før om den tætte parrelation. Jeg er ikke så bekymret for de alarmklokker, der lyder om tilslutningen til det monogame parforhold. Det er vildt stort værdimæssigt blandt de unge. Men kærligheden er bare svær«, siger han.

Mere end tre ud af fire singler i 20’erne drømmer om en fast kæreste, viste den store Sexus-undersøgelse fra Aalborg Universitet for nogle år siden.

Poul Poder er lektor på Sociologisk Institut på Københavns Universitet og underviste i 2022 i ’Socialvidenskabelige perspektiver på nutidens kærlighedsliv’. Med en kollega har han desuden skrevet artiklen ’Engagerende kærlighedsliv’, som blev udgivet i det videnskabelige tidsskrift Dansk Sociologi. De gennemførte et fem måneders feltarbejde i Sydney om relationsdannelse og -drømme blandt universitetsstuderende.

»Det, der er forandret, er grundlaget for at være i et kærlighedsforhold. De unge er ikke blevet dårligere til kærlighed end tidligere, men der er bare andre forventninger og krav, end der var til mine forældre eksempelvis. I anden halvdel af sidste århundrede handlede det ’bare’ om at finde en at stifte familie med. Jeg var mand, du kvinde, vi får hus og børn. Rollefordelinger var klarere og forventningerne mindre«.

I dag har de unge færre begrænsninger, større frihed, flere muligheder, og det har både ude- og indefra givet dem større forventninger til kærligheden, mener sociologen.

Kæresterelationen og parforholdet handler i dag i langt højere grad om at udvikle sig samme med den anden hele livet igennem, have en livslang udviklende seksuel relation, en fortrolig, en bedste ven.

»De unge er frisatte, men det har også øget forventningerne markant. For når man i princippet kan og må alt, hvornår er noget så godt nok? Samtidig har mange set mor og far blive skilt; set, at parforholdet er krævende, og set, at mor nok sled mere end far i hjemmet. De overvejer, om det er bøvlet værd, og hvordan de får et ligeværdigt forhold, men de afskriver altså ikke parforholdet«, siger Poul Poder.

Nye krav

Sociologen påpeger, at det årti for årti er blevet mere acceptabelt at være single, eneforældre, så social accept kræver ikke længere en fast partner. Også derfor stilles der nye krav til det langvarige kæresteforhold, som ægteskabet i dag blot er et symbol på.

»Unges forventninger til parforholdet, til kæresten, er så store, at de nemt kan blive skuffede. Den moderne kærlighed kalder på kompetencer, som ikke alle unge måske har lært, øvet og fået udviklet. Er man uafklaret og usikker på, hvad man vil og har brug for, er det eksempelvis vanskeligt at indgå i en tæt relation, for den kræver, at den enkelte kan stille sig selv frem«.

Poul Poder forklarer, at den moderne kærlighedsrelation forudsætter tre forhold: Man skal kunne tale om følelsesmæssige forhold, kunne tilgive og kunne kommunikere egne ønsker, drømme og lyster. Begge parter i forholdet skal derfor både være en god lærer og en god elev, hvis det skal lykkes.

»Læreren kommunikerer klart egne tanker, så den anden forstår. Eleven lytter uden kritik og er nysgerrig på, hvad læreren fortæller«.

»Det er ikke længere nok bare at levere en høj lønseddel og så bo under samme tag. Man skal også kunne tale om følelser, og det kan ske på flere måder, ikke eksempelvis kun på ’kvindens’«, siger han.

I Australien lærte de, at unge er særdeles villige til at give hinanden frihed, også til andre partnere, forstå hinanden og arbejde med det dialogbaserede forhold på måder, der sjældent er set i tidligere generationer.

»Vi tænker på kærligheden, som enten er den der, eller også er den der ikke. Sådan er det bare ikke. Der vil være konflikter, og man skal i dag kunne åbne sig, vise sin sårbarhed, blotte sig. Det frisatte forhold er langt mere kommunikerende. Man skal være synlig for den anden, ellers etableres ikke den tillid og tryghed, der eftersøges. Det kan være banalt, men sådan var det ikke for min mor og far, der ikke nødvendigvis skulle tale om alt muligt«.

Unge kan have ting i bagagen, der hæmmer den åbenhed, de personlige kompetencer og den udvikling, som moderne forhold kræver.

»De risikerer også at miste fodfæste, de skal give køb på kontrol, de kan ikke styre den udvikling, som et forhold er. Så nogle har af forskellige grunde svært ved nutidens kærlighedsideal. Og melder pas. De orker slet ikke det, der i mødet med en anden efterspørges af dem«.

»Kærlighed er langtfra kun følelser, det kræver arbejde og er et svært projekt i løbende udvikling. Men derfor kan vi i dag også sige, at det moderne kærlighedsliv er et bumletog til selvudvikling«.

Sebastian C. Christensen

fortsæt med at læse