En mand, der natten til søndag fik beslaglagt sin BMW, kørte uden kørekort, skriver TV SYD.

Mand fik beslaglagt BMW efter biljagt fra Taulov til Middelfart

Lyt til artiklen

Natten til søndag eftersatte Sydøstjyllands Politi en bil af mærket BMW, efter at det ikke lykkedes politiet at bringe bilen til standsning i Taulov.

Det skriver TV SYD.

Eftersættelsen endte i Middelfart, hvor politiet formåede at få stoppet bilen. Ingen kom til skade under biljagten.

Der er omkring 16 kilometer fra Taulov til Middelfart.

Politiet beslaglagde bilen, mens det også viste sig, at manden ikke havde kørekort, skriver TV SYD.

Efter at politiet fulgte efter bilen fra Taulov bremsede BMW’en flere gange hårdt op foran politibilen. Det skete ifølge politiet bevidst.

Føreren af BMW’en blev sigtet for vanvidskørsel. Siden 2021 har politiet kunnet beslaglægge og senere konfiskere biler, der bliver brugt til vanvidsbilisme.

Vanvidskørsel kan blandt andet være kørsel med en promille på over to, kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 kilometer i timen eller særlig hensynsløs kørsel.

Politiet traf bilen i Taulov klokken 02.56 natten til søndag, skriver TV SYD.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her