Det rekordhøje antal timer med negative elpriser skyldes mere vind- og solenergi i det danske energisystem.

2024 sætter rekord med flest negative elpriser

Lyt til artiklen

I årets første otte måneder har elforbrugere nydt godt af rekordmange timer med negative elpriser.

Mængden af sol- og vindenergi har været så stor, at 2024 allerede efter årets ottende måned slår den forhenværende rekord i flest timer med negative elpriser fra 2023.

Det oplyser energikoncernen Norlys til Ritzau.

»Det er et udtryk for, at der er gang i den grønne omstilling, og at vi får mere vedvarende, grøn energi ind i vores system«, siger direktør for Norlys’ energiforretning, Mads Brøgger.

Mere sol- og vindenergi kan betyde, at det er mere omskifteligt, hvornår og hvor meget strøm der produceres.

Det får Norlys til at opfordre elforbrugere til at følge elpriserne.

»I den udvikling, hvor vi ser flere udsving og flere timer med negative elpriser, er der rigtig god grund til at følge elpriserne«, siger Mads Brøgger.

Forklaringen på de mange timer med negative elpriser er samtidig, at Danmark er blevet bedre forbundet til det europæiske elnet, lyder det fra direktør for Norlys’ energiforretning, Mads Brøgger.

Den foreløbige status for årets første otte måneder i 2024 lyder på samlet 516 timer med negative elpriser. Den forhenværende rekord lød på 512 timer i 2023.

Negative elpriser betyder dog ikke, at strømmen er gratis.

Oven i den rene elpris kommer den statslige elafgift, eltarif til Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab, oplyser Norlys.

De lavere energipriser fik omsætningen hos Norlys til at falde i årets første seks måneder. Det oplyste energikoncernen i august.

I første halvdel af 2024 havde selskabet omsat for 6,5 milliarder kroner. I samme periode i 2023 lød omsætningen på 8,3 milliarder kroner.

/ritzau/

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her