Hver dag kører et utal af biler ind på private parkeringspladser, hvor kameraer registrerer deres nummerplader. Herefter har den enkelte bilist et vist antal timer til at betale for parkeringen. Glemmer man det, kommer der en kontrolafgift – altså en parkeringsbøde – med posten.
Men denne moderne måde at inddrive parkeringsbøder på er slet ikke inden for reglerne. Det vurderede Forbrugerombudsmanden allerede i sommeren 2024. Alligevel fortsætter parkeringsselskaberne med at indkræve bøderne.


























